Bådulykke: Eftersøgning af ung mand indstilles

En 19-årig mand formodes omkommet, efter en bådulykke ved bygden Kuummiut. Politiet sigter en mand for spiritussejlads og for uagtsomt manddrab

Politiet modtog lørdag klokken 17.30 en anmeldelse om en bådulykke ved Kuummiut i Østgrønland.

Her var tre unge mennesker - en kvinde og to mænd - sejlet ud i en jolle fra Kuummiut og ud imod det nærliggende fjordsystem, da der pludselig opstod en situation, hvor de to mænd faldt overbord, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Formodes omkommet

- Den ene af de to mænd fik reddet sig selv op på båden igen - den anden har politiet og lokale ledt efter, siden politiet fik anmeldelsen lørdag, fremgår det.

Der er tale om en 19-årig mand fra Kuummiut, som politiet formoder er druknet og omkommet under ulykken.

- Eftersøgningen er blevet indstillet i dag - søndag formiddag, og de pårørende er underrettet, meddeles det.

Mand sigtet for uagtsomt manddrab

Politiet har en formodning om, at spiritus har været medvirkende til ulykken. Den mand, der faldt overbord, men kom op på båden igen, er foreløbigt sigtet for spiritussejlads og uagtsomt manddrab.

Sagen efterforskes fortsat af politiet.

Powered by Labrador CMS