pilluarit

Aviaaja - ny jordemoder med fantastisk historie

Aviaaja Kuuna Birkholm fra Nuuk har netop færdiggjort sin uddannelse som jordemoder - hun dimitterede mandag i København

Aviaaja
Jordemoder Aviaaja Kuuna Birkholm med sit eksamensbevis

Aviaaja Kuuna Birkholm fra Nuuk har mandag fået sit eksamensbevis som jordemoder fra jordemoderskolen i København. Hun bor til daglig i København sammen med sin mand og deres tre børn. Hun er 31 år gammel og har i forvejen en handel- og kontoruddannelse fra Niuernermik Ilinniarfik, Nuuk med efterfølgende ansættelser i Grønlands Landsret, AG og Mælkebøtten.

I 2009 besluttede hun sig for at tage en studentereksamen - den første halvdel på et pilotprojekt på GUX i Nuuk og afslutningsvis i Danmark, hvor hun blev student fra HF VUC i Hillerød i Nordsjælland.

I den sidste halvdel af gymnasieuddannelsen i Danmark fødte hun parrets søn Silas, men valgte kun at tage 10 dages barsel for at gennemføre studentereksamen. Hendes mand tog i stedet barsel og tilbragte dagene med den nyfødte i nærheden af skolen i Hillerød, så Aviaaja Kuuna Birkholm kunne amme sin lille søn i pauserne. Det lykkedes, og hun bestod med bravour.

Fødte i lejligheden
Aviaaja søgte efterfølgende ind på jordemoderskolen i København og blev straks optaget. I februar 2011 påbegyndte hun uddannelsen, som er blandt de 10 sværeste at blive optaget på i Danmark. Undervejs fødte hun parrets datter, Viola, og valgte at holde et års barsel. Aviaaja valgte at føde sin datter hjemme i lejligheden på Vesterbro i København.

Mandag dimitterede hun som jordemoder sammen med sine medstuderende med en afslutningskarakter på 10. I sit sidste praktikforløb på Hvidovre Sygehus i København blev hun tilbudt arbejde og skrev kontrakt med det store københavnersygehus allerede et par måneder, inden hun blev færdiguddannet.

Powered by Labrador CMS