Avannaata vil låne en milliard kroner - ligesom Sermersooq

Byggemodninger og boligbyggerier skal være med til at gøre Avanaata Kommunia klar til fremtiden, der blandt andet byder på en ny international lufthavn i Ilulissat. Derfor vil kommunen i lighed med hovedstadskommunen bede Naalakkersuisut om lov til at optage et stort lån på omkring en milliard kroner.

Borgmester Palle Jerimiassen fortæller, at Avannaata vil ansøge Naalakkersuisut om lov til at låne en milliard kroner.
Offentliggjort

I december fik Kommuneqarfik Sermersooq godkendt en ansøgning til Naalakkersuisut om at optage lån for 1,25 milliarder kroner. De fleste af pengene er brugt til byggeri af en skole, daginstitutioner samt en brandstation, men der er også en buffer til yderligere byggerier.

Nu vil Avannaata Kommunia gå i hovedstadkommunens fodspor og ligeledes bede Naalakkersuisut om lov til at optage et lån. Det skal være på en milliard kroner, og bruges til byudvikling og infrastruktur, fortæller kommunens borgmester Palle Jerimiassen:

- Jeg har talt med de forskellige gruppeformænd og partiformænd, og vi er blevet enige om, at vi gerne vil ansøge Selvstyret om et lån til byggemodninger og byfornyelser, fordi vi i kommunen stort set alle steder mangler arbejdskraft og boliger til befolkningen, siger Palle Jerimiassen til Sermitsiaq.AG.

Vil udnytte lufthavnen

Han mener, det haster i forhold til, at den nye internationale lufthavn i Ilulissat ifølge planen skal åbne om to år. Borgmesteren forsikrer desuden, at pengene ikke kun vil komme Ilulissat til gode men hele kommunen:

- Vi har efterspurgt nogle planer hos Selvstyret om, hvad de vil, men vi har ikke set noget endnu, og lufthavnen kommer jo om to år. Vi vil også meget gerne som kommune udnytte den mulighed, der kommer nu med lufthavnen.

- Det er derfor, vi nu vil ansøge Selvstyret om at give os lov til at låne en milliard. Så ikke bare Ilulissat men også Upernavik-, Uummannaq- og Qaanaaq-distrikt bliver byudviklet, og vi kan få flere boliger og bedre infrastruktur. Det er det, vi gerne vil arbejde hen i mod, siger borgmesteren.

Jerimiassen: Selvstyret skal ikke gøre forskel

Han mener, kommunen har gode kort på hånden i forhold til at få grønt lys fra Naalakkersuisut:

- Vi har talt med forskellige investeringsfonde og banker og de har vist interesse for at låne os penge, hvis vi får et positivt svar fra Naalakkersuisut.

- Og det håber vi da, for Selvstyret skal ikke gøre forskel på kommuner og nu har de jo givet lån til Sermersooq, og vi får jo også en ny lufthavn her i Ilulissat om to år. Og for at lufthavnen skal være til gavn for hele Grønland er vi nødt til at investere i fremtiden, og det er det vi gerne vil, siger Palle Jerimiassen.

I spørgsmålet om lånet til Kommuneqarfik Sermersooq var argumenterne blandt andet, at kommunen havde brug for at bygge en ny skole og daginstitutioner nu, for at kunne servicere mange nye inbyggere i hovedstaden Nuuk. Kritikere har været bekymrede for, hvad de årlige afdrag på et stort lån betyder for kommunens muligheder for at levere service til borgerne.

Ikke bange for gældsfælde

Palle Jerimiassen er ikke bekymret for, at lånet vil tynge kommunens økonomi.

Spørgsmål: Er I ikke bange for at ende i en gældsfælde ved at optage et stort lån?

- Det, vi låner til, er noget som vi kan få pengene tilbage på, som eksempelvis boliger, hvor der skal betales husleje. Og ved byggemodning skal der også betales afgift.

- Det er nogle ting, som giver afkast til kommunen - ikke kun udgifter. Vi har cirka 100 millioner kroner om året til forskellige anlægsprojekter, og der tror jeg på, at vi godt kan lægge 40 til 50 mio. kr til afdrag, indtil vi begynder at få indtægter fra husleje og så videre, siger Palle Jerimiassen.

Borgmesteren vil i nærmeste fremtid bringe sagen op i kommunens økonomiudvalg.

Powered by Labrador CMS