Avannaa forbereder dronningebesøg i skyggen af drabssag

Dronning Margrethe ankommer til Ilulissat fredag på besøg. Byen er i fuld gang med forberedelser, der finder sted samtidig med, at politiet er massivt til stede i forbindelse med drabssagen.

Offentliggjort

Langt om længe kommer Dronning Margrethe for at besøge Grønland. Turen begynder i Ilulissat fredag, hvor borgmester Palle Jeremiassen sammen med formanden for Naalakkersuisut Múte B. Egede er vært for dronningen.

Besøget til Grønland sker samtidig med, at en makaber og opsigtsvækkende sag udspiller sig. En afskåret kropsdel blev nemlig fundet ved byens forbrændingen lørdag aften. Godt en uge før dronningebesøget. Senere er endnu en ligdel fundet under den intense efterforskning.

Borgmester Palle Jeremiassen fortæller til Sermitsiaq.AG, at torsdag går med generalprøve af dronningens rute rundt i byen og andet praktisk, der har med besøget at gøre.

Forventningens glæde

Trods massiv tilstedeværelse af politiet i byen og drabsefterforskning, er der dog forventningsglæde at spore hos borgerne, mener borgmesteren:

- Ja, borgerne glæder sig over besøget. Og jeg tror på, at dronningens besøg også kan trøste os i denne svære tid. Der er stadig frygt at spore hos befolkningen, men jeg tror på, at dronningens besøg også kan skabe tryghed hos os, siger Palle Jeremiassen.

Han oplyser, at Ilulissat er vant til fine besøg af præsidenter og udenrigsministre fra udlandet, og at proceduren for udenrigsbesøg igen vil blive fulgt til punkt og prikke.

Her kan du vinke til dronningen

Dronningen ankommer efter planen fredag klokken 12.30. Hun rejser igen dagen efter, hvor turen går til Nuuk.

Palle Jeremiassen oplyser, at interesserede borgere sikkert kan få et glimt af dronning Margrethe ved Isfjordscenteret klokken 13.30, eller når dronningen går en spadseretur med borgmesteren gennem byen senere på dagen.

Her er programmet for besøget:

  • Fredag kl. 12.30 Ankomst til Ilulissat
  • Kl. 13.30 Besøg i Kangiata Illorsua – Ilulissat Isfjordscenter
  • Kl. 15.40 Sejltur til isfjorden
  • Kl. 18.00 Middag på Hotel Arctic
  • Lørdag kl. 9.30 Besøg på Ilulissat Museum
  • Kl. 15.45 Nuuk – Besøg på Ilisimatusarfik
  • Kl. 18.30 Officiel middag i Katuaq
  • Søndag kl. 9.30 Besøg på Grønlands Nationalmuseum
  • Kl. 10.30 Afsløring af mindeplade
  • Kl. 10.45 Modtagelse af Kommuneqarfik Sermersooq
  • Kl. 13.00 Bispevielse i Hans Egede Kirke
  • Kl. 15.00 Kaffemik i Katuaq
  • Kl. 16.00 Pressemøde i Hans Egedes Hus
  • Kl. 19.00 Biskoppens middag på Hotel Hans Egede

Mandag besøger Dronningen Thule Air Base i Pituffik og tirsdag besøger hun Station Nord.

Powered by Labrador CMS