uddannelse
AVALAK: Uddannelsesloft er stadig et problem
Grønlandske studerende i Danmark risikerer fortsat at komme i klemme, selvom regeringen ændrede forslaget til et uddannelsesloft
Hvis man allerede har en uddannelses som pædagog, kan man ikke længere uddanne sig som lærer. En sygeplejerske kan ikke blive læge, og en lærer kan ikke blive jurist.
Sådan så det uddannelsesloft ud, som et flertalt i folketinget vedtog før jul. Sidste uge blev det ændret, så man nu godt kan tage en ny videregående uddannelse, men man skal vente i seks år, før man kan tage en ny uddannelse.
LÆS: Forslag om kun en uddannelse er droppet
Bedre - men ikke godt
Foreningen for de grønlandske studerende i Danmark, AVALAK er fortsat kritisk.
- Vi fra AVALAK betegner ændringen som bedre, men ikke godt nok, skriver AVALAKs forhandler, Aputsiaq B. Lynge i en mail til Sermitsiaq.AG.
Regeringen har argumenteret for, at det er dyrt for samfundet, hvis folk med en afsluttet uddannelse tager en uddannelse på et tilsvarnde niveau.
LÆS: AVALAK: - Vi er harm!
Mulighed for opkvalificering er vigtig
Men det er helt forfejlet, især set med grønlandske øjne, mener AVALAK.
- Set ud fra grønlandske forhold modvirker forslaget i sin originale og reviderede form, muligheden for styrkelse af kompetencer hos de studerende og dimittender. Forslaget er dannet ud fra et grundlag om at spare på uddannelse, et formål som ikke stemmer overens med de realiteter Grønland står overfor, mener Aputsiaq B. Lynge.
AVALAK mener, at især Grønland står i en situation, hvor det er vigtigt, at folk med en videregående uddannelse kan udbygge og supplere deres kompetencer.
LÆS: Nivi Olsen undskylder studielåns-udtalelser
'Skal man rejse igen efter seks år?'
Derudover mener Aputsiaq B. Lynge, at den ny version af uddannelsesloftet med seks års ventetid, i særlig grad skaber et problem, hvis man kommer fra Grønland.
- Her tænker vi på om det forventes, at dimittender skal hjem og arbejde, for så at rejse igen, skriver han.
Aputsiaq B. Lynge vurderer, at lysten til igen at rejse fra familie, og genoptage et usikkert studieliv i Danmark vil være beskedent.
Og skulle de unge rejse igen, så er der en risiko for, at Grønland får mindre glæde af dem, mener AVALAK.
- Hvis dimittenderne mod forventning ventede 6 år, vil dette i stedet påvirke investeringslysten i eget land, - for man rejser jo igen, skriver forhandler for AVALAK, Aputsiaq B. Lynge.