Auktionshus: Har du guld i gemmerne?

Gamle grønlandske mønter og sedler er en formue værd – hvis de er i god stand.

I 2017 opnåede vi et hammerslag på 50.000 kroner for en grønlandsk femkroners-seddel fra 1905.

Malerier af danske malere som Emanuel Petersen og J. A. C. Rasmussen med grønlandske motiver handles jævnligt gennem auktionshuset Bruun Rasmussen, der oplyser, at mange af kunderne til malerierne kommer fra Grønland.

- Men man behøver ikke nødvendigvis at have den helt store tegnebog med, hvis man vil købe grønlandske ting på auktion, siger Bruun Rasmussens chefnumismatiker (specialist i mønter og sedler) Michael Furnitz.

– Vi sælger ting med en vurdering fra 800 kr. og op til mange millioner på vores auktioner, så der er lidt for enhver smag og pengepung.

Netauktion med sedler og mønter

- Vi har blandt andet en netauktion med grønlandske pengesedler og mønter, der slutter på søndag. Og her kan alle være med, for vurderingerne ligger typisk i omegnen af 1.000 kroner.

- Mange af de grønlandske mønter og pengesedler fra før 1967 blev lavet i meget store oplag – og de skal være i meget fin stand, hvis vi skal få de høje priser, så det er ikke alt, der er guld værd.

Alligevel råder chefnumismatikeren alle i Grønland til at kigge efter de gamle mønter og sedler i skrivebordsskuffen – for der kan være guld i gemmerne.

Han nævner som eksempel et komplet møntsæt fra kryolitbruddet i Ivittuut fra 1860’erne. Mineselskabet udstedte sine egne mønter.

- Egentlig ikke noget særligt. De var fremstillet af zink med præg på kun en side, men da zink ikke er særlig holdbart, kan sådan et perfekt møntsæt nemt få et hammerslag på 100.000 kroner, siger Furnitz.

- Også grønlandske pengesedler fra før krigen kan opnå høje priser, hvis de ikke har været brugt og derfor er i god stand. Sådan en seddel kan nemt sælges for mindst 10.000 kroner. I 2017 opnåede vi et hammerslag på 50.000 kroner for en grønlandsk femkroners-seddel fra 1905.

Kig i skrivebordsskuffen

Michael Furnitz råder derfor alle i Grønland til at kigge efter i gemmerne. Hvis de finder noget, der er i god stand, hjælper Bruun Rasmussen gerne med en vurdering.

- Det kunne jo være spændende, hvis nogle i Grønland gemmer på en rigtig flot sjældenhed.

Bruun Rasmussen tilbyder online-vurdering, hvor man blot skal uploade et foto af genstanden – og så vil man normalt får svar inden for to dage.

Den kommende auktion over grønlandske mønter og sedler kan følges her

Powered by Labrador CMS