Auktion til fordel for Nanu Børn

Foreningen Nanu Børn arrangerer sammen med Lions Club Greve en grønlandsuge i Greve. Blandt højdepunkterne er en maleriauktion med malerier af bl.a. grønlandsmaleren Jens Kromann.

Et oplagt sofastykke. Dette store maleri på 1,30 x 1,50 meter af Jens Kromann sælges på auktion til fordel for Nanu Børn. Foto: Jesper Kunuk Egede

Arrangementerne finder sted fra den 20.-25. april.

Og ud over Jens Kromann kommer også værker af Aviaq Mørch, Mads Nordlund, lokale kunstnere – og Julie Berthelsen – under hammeren. Alt overskud går til Nanu Børns projekter.

Julie Berthelsen vil også optræde med sang i løbet af temaugen, der deruodver byder på optræden med Aqisseq-koret, kaffemik, tegnekonkurrence, levende kunstgalleri samt en bod med grønlandsk brugskunst fra Tranhuset i København.

Maleriet af Jens Kromann har Nanu Børn modtaget af en anonym giver.

Det vil også via nettet blive muligt for grønlandske samlere at byde på kunstværkerne på auktionen, der finder sted den 25. april fra kl. 14-16 dansk tid.

I forbindelse med grønlandsugen vil der endvidere blive solgt lodsedler á kr. 40. Hovedpræmien er fra Grønlands Rejsebureau - en julemandstur for en voksen og et barn til Kangerlussuaq.

Arrangørerne sælger 1.000 lodsedler, og der er 120 præmier i alt. Ud over de mange lokale sponsorer, som har bakket op om Lions Clubs arrangement med gaver, har også Nordic Adventure, Air Greenland, Grønlands Rejsebureau, Royal Greenland, Tranhuset, greenland today og Greenland Tourism støttet projektet.

Powered by Labrador CMS