Nøl

Atassut rykker for tilbudslov

En tilbudslov skal give klare regler for offentlige indkøb - og dermed spare skattekroner. Men loven lader vente på sig.

Mala Høy Kuko

Det er dømt nøl, når det gælder en ny tilbudslov. Det mener Atassuts Mala Høy Kuko, der nu vil have sat skub i processen.

Tilbudsloven skal definere et klart regelsæt for Selvstyrets indkøb, deriblandt tjenesteydelser.

Beslutning fra 2015
Sådanne regler, er der nemlig rigtige gode grunde til, mener Mala Høy Kuko (A).

- Med de økonomiske udfordringer, det grønlandske samfund står overfor er det vigtigt, at der udvises rettidig omhu i anvendelse af økonomiske midler, skriver han i begrundelsen for sit forslag.

Når Mala Høy Kuko er ved at være utålmodig, så skyldes det, at Inatsisartut allerede tilbage i 2015 pålagde Naalakkersuisut, at udarbejde sådan en lov.

Naalakkersuisut har så tilkendegivet, at de først vil udarbejde et cirkulære, for at samle erfaringer til den egenlige lov.

Intet cirkulære
Heller ikke dette cirkulære har imidlertid set dagens lys. En oplysning, som Inatsisartut måtte rykke for i form af et § 37-spørgsmål.

Det er på den baggrund, at Mala Høj Kuko nu fremlægger et forslag om, at cirkulæret skal være færdigt inden årets udgang.

- Atassut mener ikke, at de forskellige partier i Inatsisartut kan være tjent med at blive henvist til, genfremsættelse af forslag samt fremsættelse af § 37 spørgsmål om dette emne, eftersom Inatsisartut har truffet en beslutning, og nu må det være op til Naalakkersuisut at efterkomme de beslutninger som Inatsisartut tidligere har vedtaget om ny tilbudslov, og det er at Naalakkersuisut udsteder nyt cirkulære som beskrevet i dette forslag, skriver Atassut-politikeren i sin fremlæggelse.

Indkøb hos lokale
Naalakkersuisut vil godt gå med til, at få cirkulæret klar i 2017. Det skriver naalakkersuisoq for skatter og finanser, Aqqaluaq B. Egede (IA) i sit svarnotat. Han ønsker dog tilføjet, at indkøb hos indenalndske udbyder skal prioriteres.

Forslaget skal behandles i Inatsisartut i dag.

Powered by Labrador CMS