Asii bliver borgmester

Inuit Ataqatigiit og Demokraterne indgår samarbejde i Kommuneqarfik Sermersooq og sikrer Asii Chemnitz Narup borgmesterstolen i yderligere fire år

Asii Chemnitz Narup får endnu periode som borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq. Foto: Kommuneqarfik Sermersooq
Offentliggjort

Inuit Ataqatigiit og Demokraterne indgår samarbejde i Kommuneqarfik Sermersooq. Der er sat navn på borgmester og indholdet af samarbejdet kommer senere.

- Inuit Ataqatigiit og Demokraterne har i dag indgået en aftale om at pege på mig som Borgmester og går nu i gang med at udarbejde en konkret samarbejdsaftale for det politiske arbejde for de kommende 4 år, meddeler Asii Chemnitz Narup.

Siumut har ikke ønsket at støtte IA.

- Vi har ikke set indhold eller krav til samarbejdsaftale. Vi kan ikke indgå et samarbejde, som vi ikke kender indholdet af, meddeler Siumut Nuuk til Sermitsiaq.AG.

- Vi har holdt flere møder med Inuit Ataqatigiit og har ikke modtaget forslag til en samarbejdsaftale. Nu bliver vi opposition i Kommuneqarfik Sermersooq og vil være en konstruktiv opposition, siger Siumuts nye medlemmer i kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq til Sermitsiaq.AG.

Asii Chemnitz Narup ville også have indgået samarbejde med Siumut.

- I respekt for valgets resultat har Inuit Ataqatigiits forhandlingsgruppe forsøgt at opnå et bredest muligt samarbejde. Men det har ikke været muligt, da Siumut ikke har ønsket at indgå i samarbejdet, siger Asii Chemnitz Narup.

Powered by Labrador CMS