Arving overtager tronen som Danmarks rigeste

Aktiemedvind har gjort Niels Louis-Hansen, hvis far grundlagde selskabet Coloplast, til Danmarks rigeste.

Jeff Bezos, stifter af Amazon, har grund til at være i godt humør. Han er verdens rigeste med en formue på 933 milliarder kroner.

Niels Louis-Hansen, der er den største aktionær i medicinalselskabet Coloplast, har detroniseret Bestseller-ejer Troels Holch Povlsen.

Det viser Bloomberg News' millionærindeks.

De rigeste i verden

Finansmediet Bloomberg News opgør dagligt, hvem de 500 rigeste mennesker i verden er. Det sker på baggrund af aktiekurserne, når de globale aktiemarkeder lukker.

Her kan du se, hvem der onsdag var de rigeste mennesker i verden:

Nr. 1: Amazon-stifter Jeff Bezos fra USA. Har en formue på 147 milliarder dollar, svarende til 933 milliarder kroner.

Nr. 2: Amerikanske Bill Gates, der har grundlagt Microsoft. Har en formue på 96,6 milliarder dollar, svarende til 613,2 milliarder kroner.

Nr. 3: Investoren Warren Buffett fra USA. Har en formue på 82,7 milliarder dollar, svarende til 525 milliarder kroner.

Nr. 4: Den franske erhvervsmand Bernard Arnault. Er blandt andet direktør i LMVH Moët, som ejer det franske luksusmærke Louis Vuitton. Har en formue på 75,9 milliarder dollar, svarende til 481,8 milliarder kroner.

Nr. 5: Amancio Ortega fra Spanien. Har grundlagt tøjkæden Zara. Har en formue på 72,4 milliarder dollar, svarende til 459,6 milliarder kroner.

Nr. 6: Facebook-stifter Mark Zuckerberg fra USA. Har en formue på 68,9 milliarder dollar, svarende til 437,4 milliarder kroner.

Medvind til medicinalselskaberne Coloplast og Ambu har sendt Louis-Hansens formue op på syv milliarder dollar, svarende til 44,4 milliarder kroner. Det er en stigning på næsten 50 procent.

Aktiekursen for Coloplast, som Niels Louis-Hansens far grundlagde, er indtil videre steget med 41 procent i år.

Tidligere etter

Den forrige etter på listen, Troels Holch Povlsen, har øget sin formue med 6,2 procent i år. Det lyder nu på 6,7 milliarder dollar, svarende til 42,5 milliarder kroner.

I flere år var Kjeld Kirk Kristiansen, der står i spidsen for Lego-koncernen, Danmarks rigeste.

Han er nu nummer tre på listen, efter at han har overført dele af formuen til sine tre børn, med en pengetank på 5,3 milliarder dollar.

Lægger man de penge, han har givet til sine børn, sammen med hans egen formue, er han dog stadig den suverænt rigeste i Danmark.

Kjeld Kirk Kristiansens formue når således op på 20,6 milliarder dollar, svarende til 130,8 milliarder kroner. Det er en større formue, end Louis-Hansen og Povlsen råder over tilsammen.

Powered by Labrador CMS