Arssarnerit udvider forretningen

Det landsdækkende el-installationsfirma Arssarnerit har opkøbt Matu Security og styrker dermed deres kompetencer indenfor overvågning og sikring.

Lars Andersen th. og Torben Nielsen tv. kunne tirsdag give håndslag på den endelige handel, efter at medarbejderne i begge virksomheder blev informeret

Arssarnerits opkøb af Matu Security er et led i den strategiske udvikling, som direktør Torben Nielsen satte i gang, da han vendte tilbage som direktør i januar 2019 efter en årrække væk fra virksomheden.

- Det her er en del af den positive udvikling, vi er inde i, som også betyder, at vi på nuværende tidspunkt har en rekordstor ordrebeholdning, siger Torben Nielsen til Sermitsiaq.AG.

- Opkøbet vil styrke vores platform på de tekniske installationer. Ikke at vi bliver bedre til lys og kraft, som er vores hovedkompetencer, men vi bliver styrket på vores specialer, vi får en vagtcentral og en større medarbejderskarre, så vi kan servicere vores kunder bredere, fortæller direktøren.

Moderselskabet vil styrke position i Grønland

Arssarnerit er datterselskab til MT Højgaard International, som sidste år i forbindelse med et frasalg af datterselskabet Lindpro, valgte at beholde det grønlandske el-installationsfirma for at styrke deres position her i landet. I den forbindelse udtalte administrerende direktør og koncernchef i MT Højgaard Holding, Morten Hansen til Børsen:

- Vi ønsker at udbygge vores position på bygge- og infrastrukturopgaver i Nordatlanten og vil investere i videreudviklingen af Arssarnerit som en førende virksomhed på tekniske installationer i Grønland.

Med opkøbet af Matu Security udvider Arssarnerit med godt 45 procent fra deres nuværende 85 medarbejder til i alt 124 medarbejdere.

- Det er en strategisk beslutning, som passer godt ind i vores forretning, som vil styrke os på sikringsdelen omkring overvågning, adgangskontrol og tyverisikring, siger Torben Nielsen.

Ingen fyringer

Torben Nielsen fortsætter som direktør for begge virksomheder, der dog bibeholder hver deres navn og brand. Til gengæld flytter Matu Security og de 39 medarbejdere fysisk ind på Samuel Kleinscmidtsvej hos Arssarnerit i løbet af efteråret.

Direktøren lover, at opkøbet ikke betyder fyringer.

- Vi har ingen planer om at reducere medarbejder. Vi har en forventning om, at der også er plads til de nuværende medarbejdere i fremtiden. Medarbejde med den type specialviden som Matu´s medarbejdere har, er jo en eftertragtet ressource, siger han.

Powered by Labrador CMS