Arrangører aflyser Kapisillit løb

Nuukkap Extreme Running Race 2022, der I år kan fejre 10-års jubilæum bliver aflyst på grund af mangel på udstyr, melder arrangører.

Sidste år var det Martin Møller, der nåede målstregen i Kapisillit efter 16 timers løb.

Der bliver ikke løbet Nuukkap Extreme Running Race i år. Det melder arrangørerne af løbet.

- Vi må desværre meddele, at Nuukkap Extreme Running Race 2022 10-års jubilæum samt Kapisillit festival bliver aflyst grundet mangel på udstyr. Vi har prøvet alt vi kan på at skaffe eller låne det nødvendige udstyr til tide, men det lykkedes os ikke, skriver arrangørerne på Kapisillit løbet.

Nuukkap løbet har en distance på 110 kilometer, som løbere skal tilbagelægge i løbet af tre døgn, med overnatninger og stop i det fri. Distancen strækker sig fra Nuuk til Kapisillit, som navnet også antyder.

I år skulle løberne være på terrænløb i dagene 7. til 9. juli, men knap en måned før startskuddet må arrangørerne smide håndklædet og melde afbud.

Navnet ændres

Arrangørerne melder i samme ombæring, at løbet ikke længere står under hallen i Nuuk, men at arrangørerne fortsætter med at være de samme. Løbets navn ændres i stedet til Nuukkap Adventure Race.

- Nuukkap er et løb som mange har set frem til i år, vi stræber efter at udvikle løbet til at være et årligt fast event i byen. Et løb som Grønland’s borgere samt internationale løbere kan se frem til hvert år, skriver arrangørerne.

De seneste ti år er deltagerantallet til det ekstreme løb steget fra omkring 30 løbere til omkring 130 løbere per event, og der er også international interesse.

Sidste år var det Martin Møller, der nåede målstregen som den første efter at have tilbagelagt 110 kilometer på knap 16 timer.

Powered by Labrador CMS