Arne er blind og vil stå på ski til Nordpolen

At løbe på ski på isen for at nå frem til Nordpolen er meget krævende. Men for Arne Christensen er den største udfordring, at han intet kan se.

Arne Christensen gennemførte tilbage i 2016 Arctic Circle Race - et skiløb på 160 km.
Offentliggjort

At løbe på langrendsski mellem 120 og 130 kilometer over isen til Nordpolen, hvor der ligger sne, kan storme og er meget koldt, vil være hårdt at gennemføre for de fleste ekstrem-skiløbere. For den 65-årige
Arne Christensen fra Virum nord for København, der har dyrket skiløb gennem de seneste tre årtier, er den største udfordring, at han er blind.

- Den største udfordring for en blind er at holde balancen og undgå at vælte, siger Arne Christensen til Sermitsiaq.AG.

Hårdhudet skiløber

Den 65-årige Arne Christensen er en hårdhudet ekstremskiløber. Han drager mandag den 15. april på en uges ekspedition fra den russiske forskningsstation Barneo, der ligger på isen, for omkring en uge tid senere at nå frem til den geografiske nordpol midt i det arktiske Polhavet.

- Jeg vil gerne ændre folks opfattelse af, hvad blinde kan. Vi blinde kan mere, end man tror. Jeg vil vise verden, at blinde ved at være målrettede og træne hårdt kan gennemføre ekstremsport også selvom man er over 60.

Arne Christensen er en passioneret skiløber. Han har de seneste 25 år været blind. Arne Christensen mener, at fysisk træning giver ham mentalt overskud og ressourcer til at klare hverdagen. Arne Christensen, der arbejder som socialrådgiver på Instituttet for Blinde og Svagsynede i Hellerup, har motiveret mange blinde til at dyrke idræt.

Arne fortæller, at han elsker udfordringer glæder sig ufattelig meget til den utrolig krævende tur til Nordpolen. Den 11. april rejser den blinde eventyrer fra Danmark. Han og resten af gruppen skal nogle dage senere løbe på langrendsski fra forskningsstationen, der ligger på den sidste breddegrad, den 89. breddegrad, på isen nord for den norske øgruppe Svalbard og frem til den geografiske nordpol.

Rollemodel

- Jeg stræber efter at være en rollemodel for andre blinde, men også for seende. Det gør jeg bl.a. ved at vise, hvordan man ved at træne og dyrke sport kan arbejde mod et mål og nå det. Det giver harmoni i
arbejde, fritid og familieliv. Man kan på den måde nå både store og små mål, siger Arne Christensen, som Sermitsiaq.AG har besøgt i hjemmet i Virum umiddelbart inden afrejsen til Svalbard, hvorfra det arktiske eventyr starter.

Med på turen er hans faste ledsager på de store langrendskonkurrencer, Claus Geleff, der også er en hårdhudet ekstremskiløber. Turen til Nordpolen er arrangeret af Polar Explorers, der har en guide med. Det fjerde medlem af gruppen er filmproducer Ege Heckmann fra filmselskabet ”Produced By”, der har indgået
en kontrakt med TV2 om at producere en 40 minutters lang dokumentarfilm om Arne Christensens ekspedition til Nordpolen. Arne Christensen forventer, at den bliver vist på TV2 i efteråret 2019.

Teamet kommer til at løbe på ski på en hård overflade af is og sne. Isen er tre til fire meter tyk. De fire deltagere i turen trækker hver på en pulk på 20 til 25 kilo med mad, termokander med væske og diverse
udstyr, bl.a. telte, soveposer og våben til at forsvare sig mod eventuelle isbjørne. Sågar isbjørnehegn til at stille op rundt om teltene fylder op på pulkene.

Hundekoldt

- Vi skal passere isskruninger og gå uden om områder med åbent vand. Det kan blæse og storme, ja være hundekoldt deroppe. At stå på ski til Nordpolen er det ultimative mål for mig. Det er stort og vildt, og
næsten ikke til at forestille sig. Jeg tror ikke, der findes noget større, siger Arne Christensen med begejstring i stemmen.

Den nordligste del af kloden er dækket af Polhavet, også kaldet Ishavet eller Det Arktiske Ocean. Her findes ikke fast land under isen som på Antarktis. Havisen bliver tykkere hver vinter, men bryder op om sommeren.

Arne Christensen forbereder sig på, at der på ekspeditionen vil være temperaturer ned til 25 graders frost og solskinsvejr. Er der isskruninger, der er for stejle, må skiløberne tage skiene af og gå ned. Og våger med åbent vand i ismasserne må de gå uden om. Skituren er 111 kilometer i luftlinje, men i virkeligheden kan den let blive 10 til 20 kilometer længere, blandt andet hvis skiløberne skal uden om områder med åbent vand.

Levende legende

Arne Christensen er en levende legende inden for skisport. I 2016 var han den første blinde langrendsløber, der i bidende kulde gennemførte verdens hårdeste skiløb på 160 km, Arctic Circle Race i Sisimiut. Han er også den første blinde langrendsløber, der har gennemført det 90 km lange Vasaloppet i Sverige. Desuden har han deltaget i fem paralympiske lege i langrend og skiskydning samt mange andre løb.
Arne Christensen kom i øvrigt i forbindelse med sin deltagelse i Arctic Circle Race i mål som den bedste over 60 år.

- Det var en stor oplevelse at deltage i det krævende løb. Det var helt overvældende med den store interesse, jeg oplevede i Sisimiut, fordi jeg var med i løbet. Folk fortalte mig bagefter, at de var begyndt at græde, da de så mig løbe. Det var så bevægende og rørende. Ja det var helt vildt at høre tilskuere fortælle om deres oplevelser ved at se en blind i Arctic Circle Race, fortæller Arne Christensen.

Torsdag den 11. april flyver han, ledsageren Claus Geleff og filmproduceren med SAS fra København til Oslo Lufthavn. Derfra flyver de videre til Longyearbyen på Svalbard, hvor de skal møde deres guide på Nordpolsfærden. Mandag den 15. april flyver gruppen fra Longyearbyen med et russisk fly til den russiske forskningsstation Barneo på isen.

Længden

Arne Christensen ses her i midten under Arctic Circle Race skiløbet tilbage i 2016, som han gennemførte

Skituren forventes at vare fem til syv døgn, inden gruppen er fremme ved målet.

- Når jeg når frem til Nordpolen en gang i løbet af april, har jeg nået mit største mål, siger Arne Christensen.

Når målet er nået, bliver gruppen hentet af det russiske fly, fløjet tilbage til civilisationen på Svalbard og videre med SAS hjem til Danmark.

Powered by Labrador CMS