søsikkerhed

Arktisk sejlads er en stor udfordring

Den internationale regulering for arktisk sejlads forventes at blive færdigudarbejdet i 2014 og godkendt i 2016

Royal Arctic Line

- Forhandlingerne trækker ud, og derfor går der et stykke tid, inden polarkoden bliver implementeret, siger nautisk inspektør Allan Idd Jensen.

Han er ansat i Royal Arctic Line og er formand for polarkodegruppen i Danmarks Rederiforening.

Polarkoden er et særligt internationalt regelsæt, som skibe skal opfylde, når de sejler i arktiske eller antarktiske farvande. Skibe, der sejler i disse områder, er udsat for en række risici. Det kan være dårlige vejrforhold eller manglende erfaring med at sejle i is eller isfyldt farvand.

Polarkoden er et supplement til Solas som er en konvention, der handler om sikkerhed til søs. Den vedrører blandt andet skibets konstruktion, redningsmidler, brandbekæmpelse, håndtering af farligt gods, kommunikationsudstyr og så videre. Konventionen blev til efter Titanics forlis.

Læs "Krydstogtskibe under bedre opsyn"

Nødvendigt med forholdsregler
- Solas dækker ikke det hele, og derfor vil man supplere med en polarkode. Koden kommer til at indeholde nogle krav til sikkerhed og miljø i de arktiske og antarktiske farvande og indeholde en række tekniske krav til skibenes konstruktion og udstyr, siger Allan Idd Jensen.

- Man er nødt til at tage nogle forholdsregler, når man sejler i arktiske farvande. Vejrforholdene kan være ekstreme, og områderne er ofte øde. Hvis uheldet er ude, er der langt til redningsfaciliteterne, og derfor skal skibene være klar til at kunne håndtere pludseligt opstået hændelser uden assistance fra land. Det kunne være grundstødning eller forurening.

- En anden udfordring kan være, at der på nogle tidspunkter af året kan være meget lyst hele døgnet og på andre tidspunkter mørkt hele døgnet. Det er også noget, man skal være opmærksom på.

- Der findes også områder ved Grønland, som ikke er målt op. Hvad kan man gøre for at undgå, at der eksempelvis sker ulykker. Det er blandt nogle af de emner, der bliver drøftet i forbindelse med polarkoden, fortæller Allan Idd Jensen.

Isforstærkede skibe
Der forhandles endvidere om, hvorvidt skibe der ikke har isklasse, må sejle i Arktis og Antarktis. En isklasse er en standard for skibes styrke til at sejle i en given istykkelse eller isfyldt farvand.

- I sommermånederne kan der være farvandsområder, der stort set er isfrie. Hvis skibe, der ikke har isklasse ikke længere, kan få lov til at sejle i Arktis og Antarktis, vil det betyde, at handelsskibe og krydstogtskibe, som ikke er isklasset, bliver udelukket fra at sejle til Grønland. Jeg synes, det vil være forkert helt generelt at bandlyse den form for sejlads.

- Man kan planlægge sejladsen efter forholdene. Der er jo tidspunkter på året, hvor det er isfrit, siger Allan Idd Jensen.

Powered by Labrador CMS