Arktisk Kommando ramt af tragisk dødsfald

Medarbejderne i Arktisk Kommando er stærkt berørt over et dødsfald, hvor den kun 32-årige kaptajnløjtnant Anders Kjerri Rasmussen den 30. december pludselig faldt om på parkeringspladsen ved sin bopæl i Nuuk.

Arktisk Kommando mistede pludselig en medarbejder den 30. december.

Kaptajnløjtnantens liv stod ikke til at redde, selv om der straks blev ydet førstehjælp af kollegaer og naboer. Anders Kjerri Rasmussen efterlader sig kone og datter.

- Kollegaer og venner var før Anders’ sidste hjemrejse samlet til en kort ceremoni i Nuuk lufthavn. Anders blev modtaget i Kastrup af nærmeste familie, nære venner og kollegaer. Under rejsen var Anders ledsaget af den nærmeste familie, oplyser Arktisk Kommando på sin Facebook-profil.

Vellidt søofficer

- Anders startede i Arktisk Kommando den 1. september 2018 og varetog planlægning af maritime opgaver med særlig fokus på opgaver vedrørende havmiljø. Anders vil blive husket som en særdeles kompetent og vellidt søofficer. Anders efterlader mange indtryk og minder hos de mennesker, han mødte gennem sit alt for korte liv. Anders var intelligent, analysestærk og god til mennesker – karaktertræk, der gjorde ham til en dygtig officer og en god kammerat, skriver Arktisk Kommando.

- Hans alt for tidlige død berører os alle, skriver kommandoen.

Powered by Labrador CMS