Arktisk fund: 100 år gammel porno

Medarbejder i Arktisk Institut fandt 20 spændende pakker, gemt væk på et loft.

Pornobilleder forklædt som etnografiske studier af grønlandske kvinder, er blevet fundet på et loft i Arktisk Institut. Foto: Arktisk Institut

Klassificerede amerikanske militærfotos af indlandsisen fra 1953. Og sygekassebriller med røde og blå glas i sirlige læderetuier fra en svunden tid.

Det var noget af det, loftet gemte på, da Sørine Gejl fra Arktisk Institut klatrede op under taget. Her fandt hun en stribe glemte pakker i brunt papir, som er blevet lagt væk for flere årtier siden, uden at nogen har fået registreret, hvad der var i dem, skriver politiken.dk.

- Jeg fandt 20 små fedtede brune pakker, der viste sig at indeholde blandt andet billeder og negativer fra Danmark Ekspeditionen fra 1906-1908 med Ludvig Mylius-Erichsen som leder - og amerikanske overflyvningsbilleder af indlandsisen fra 1953, siger billedregistrator Sørine Gejl.

Nu skal instituttet så til at undersøge, hvad det egentlig er, de har fundet.

I næste uge kommer en ansat fra Geologisk Institut for at kigge på de fotografier af indlandsisen, som amerikansk militær har taget i 1953 og stemplet som klassificerede.

Sørine Gejl fandt også fotos fra Konebådsekspeditionens botaniske og etnografiske studier i 1884-1885, og et par store ark karton med nøgenbilleder af grønlandske kvinder, der poserer i naturen. »Pige fra Cap York 12 aar« står der under et af dem. »Kvinde 23 aar« under et andet. Fotografierne er signeret N.C. Nielsen.

- Flere polarforskere har i sin tid fotograferet nøgne grønlandske kvinder og siden solgt billederne som ’etnografiske studier’. Og de poserer altså i meget vestlige positurer, som de nok ikke selv har fundet på, siger Sørine Gejl.

Arktisk Institut har gennem mere end 50 år opbygget en kæmpe samling af fotografier, bøger, dokumenter og kort over Grønland.

Siden 1954 har eksempelvis familier til danske embedsmænd, tidligere kolonibestyrere og læger, som har arbejdet i Grønland, doneret deres billeder, kort og dokumenter til arkivet.

Forskere og alle andre med interesse for de arktiske egne kan gå på jagt i instituttets store samlinger, som nu vil blive suppleret med fundet på loftet.

Powered by Labrador CMS