Arktis-samarbejde til debat

Torsdag holder Folketinget redegørelsesdebat om det arktiske samarbejde

- Det er helt sikkert, at udfordringerne i Arktis kræver en høj grad af samarbejde, også mellem de nordiske lande, siger folketingsmedlem for IA, Sara Olsvig. Foto: IA Folketingimi

Arktis er det centrale emne, når Folketinget i morgen torsdag holder redegørelsesdebat om det arktiske samarbejde.

Redegørelsesdebatten om Arktis blev indført i efteråret 2011, og debatten foregår samtidig med debatten om samarbejdet i Norden og i Østersøregionen.

Folketingsmedlem for IA, Sara Olsvig, deltager i debatten med et ordførerindlæg.

- Det er meget vigtigt, at vi får de her debatter i folketingssalen, og jeg er rigtig glad for, at også Arktis nu er på som fast punkt. Sidste år var der ordførerindlæg fra alle partierne i Folketinget, og jeg ser meget frem til i morgen, hvor jeg håber, der vil være lige så stor interesse for emnet, siger Sara Olsvig.

Også i det nordiske samarbejde Nordisk Råd har Arktis fyldt meget gennem den seneste tid.

Blandt andet udkom i 2009 den såkaldte Stoltenberg-rapport som handler om nordisk samarbejde om udenrigs- og sikkerhedspolitik og ved Nordisk Råds minisession i Island i foråret 2012 var Arktis hovedemnet.

- Det er helt sikkert, at udfordringerne i Arktis kræver en høj grad af samarbejde, også mellem de nordiske lande. De nordiske lande udgør fem ud af de otte medlemsstater af Arktisk Råd og tre af de nordiske lande har kyststrækninger ud til havet i Arktis, så vi har rigtig meget at være fælles om, siger Sara Olsvig.

Anbefalinger til arktiske regeringer
I sit ordførerindlæg vil Sara Olsvig også komme ind på det arbejde, hun og de andre medlemmer af den arktiske parlamentariker-komite har lavet i det seneste år.

Parlamentarikerkomiteen har for nylig sendt en række anbefalinger til de arktiske regeringer og har samtidig udarbejdet en rapport med komiteens råd om en styrkelse af Arktisk Råd og arktisk regeringsførelse.

Siumuts folketingsmedlem, Doris Jakobsen, har ikke mulighed for at deltage i redegørelsesdebatten, da hendes forslag om hospice i dag onsdag bliver behandlet i Inatsisartut. Og hun har ikke mulighed for at nå retur til Christiansborg til debatten.

Forhandlingen om udenrigsministerens redegørelse om arktisk samarbejde og nordisk samarbejde kan læses her.

Powered by Labrador CMS