Arctic Winter Games indstillet til idrætspris
De arktiske lege er indstillet til Kulturministerens Idrætspris

Arctic Winter Games er sammen med to andre indstillet til at modtage Kulturministerens Idrætspris, oplyser DIF.
Kulturministerens Idrætspris på 100.000 kroner uddeles for en ekstraordinær idrætspræstation eller indsats inden for idrættens verden.
Tre indstillede
DIF’s bestyrelse har ud over de arktiske lege valgt at indstille bryderen Mark O. Madsen og Skole OL.
Største event
Idrætsforbundet begrunder Arctic Winter Games-indstillingen på denne måde:
- Arctic Winter Games 2016, som fandt sted i marts, er Grønlands største event nogensinde. Flere end 1.200 udenlandske atleter fra hele den arktiske verden deltog. Legene blev en kæmpe succes, der involverede hele det grønlandske samfund. Næsten 1.700 frivillige – cirka hver tiende borger i Nuuk – hjalp til ved AWG 2016.
Uddeles i december
Idrætsprisen uddeles ved en reception afholdt af kulturminister Bertel Haarder mandag den 5. december 2016.