Gå til hovedindhold

Arctic Import: Grønland er for lille til fire butikskæder

Arctic Import har solgt sine detailbutikker i Ilulissat og Nuuk til Pisiffik. Grønland er for lille til fire konkurrerende butikskæder, siger Arctic Groups direktør

- Det grønlandske marked er simpelthen for lille til fire dagligvarekæder. Derfor har vi valgt at trække stikket. Det forklarer administrerende direktør i Arctic Group, Thomas Hjort, om baggrunden for, at virksomheden har valgt at sælge sine grønlandske detailbutikker til Pisiffik.

Omkostningerne ved at drive en butikskæde er stort set de samme – uanset om kæden er stor eller lille, og Arctic Group har derfor vurderet, at den grønlandske detailkæde ikke vil give overskud i de nærmeste år.

- Pisiffik er Grønlands største kæde efterfulgt af Pilersuisoq og Brugseni med Arctic Import-kæden på en fjerdeplads. Efter blandt andet Brugsenis store investeringer i nye butikker i Qinngorput og Ilulissat er der ikke meget, der tyder på, at den rangordning vil ændre sig de kommende år. Derfor har vi valgt at fokusere på Arctic Imports engrossektionen og trække os fra detailsektoren, siger Hjort.

Stordrift en nødvendighed

- Stordrift er en nødvendighed i detailhandelen – og en udvikling, hvor butikkerne koncentreres på færre og færre hænder ses også i andre lande. Men vi er glade for, at vi med salget bevarer arbejdspladserne i butikkerne, understreger Thomas Hjort.

Jesper Hansen

Super1 har især solgt varer fra den norske Rema1000-kæde, og man må forvente, at en del af de varer vil forsvinde fra det grønlandske marked.

- Men ikke alle varerne, mener Thomas Hjort. For via engros-sektionen vil Arctic Import fortsat levere produkter til uafhængige kiosker og købmænd i Grønland. Desuden har Arctic Import det grønlandske agentur for de populære Red Bull-drikke samt flere kaffemærker.

Satser på engros

For et par år siden lukkede Arctic Import også sine egne butikker på Færøerne. Til gengæld blev man hovedleverandør til P/F Poul Hansen, der driver 32 supermarkeder på øerne i Atlanten. Desuden er Arctic Import også den største engros-leverandør til Super1-kæden i Reykjavik.

Per Steen Larsen - Pisiffik
LÆS OGSÅ: Pisiffik på storopkøb af butikker

- Umiddelbart betyder butikssalget en lille nedgang i den grønlandske engros-sektion, men vi har store forventninger til øget omsætning – specielt i leverancerne til hoteller og restaurationer i lyset af den voksende turisme i Grønland.

Udover cateringprodukter, udstyr og inventar til turismevirksomhederne og engros-salg  til uafhængige købmænd og kiosker er Arctic import også leverandør til en lang række private virksomheder og offentlige institutioner i Grønland.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER