Arctic Circle Race aflyses

Verdens hårdeste skiløb må igen give op på grund af coronaen

Arctic Circle Race er også aflyst i 2021 på grund af corona-pandemien.

Corona-krisen tvinger nu arrangørerne af Arctic Circle Race til at kaste håndklædet i ringen for anden gang. Det oplyser kommunikationschef Ane Carlsen fra verdens hårdeste skiløb til Sermitsiaq.ag.

- Vi ved, at frivillige, lokale borgere og langrendsløbere fra hele verden savner Arctic Circle Race, ligesom vi selv gør. Derfor er vi meget kede af igen at føle os nødsaget til at måtte aflyse Arctic Circle Race på grund af pandemien.

Arctic Circle Race skulle være skudt i gang 26. marts 2021, men det bliver altså ikke til noget.

- Vi har i Arctic Circle Race fulgt udviklingen af Covid-19 situationen tæt både i Grønland og udlandet. Med de strengere restriktioner og udviklingen af mere smitsomme corona-mutationer har vi desværre meget svært ved at forestille os, hvordan vi kan gennemføre Arctic Circle Race 2021 om mindre end tre måneder på en tryg og forsvarlig måde.

Sikkerhed og tryghed

- Sikkerhed og tryghed under Arctic Circle Race har altid været og er forsat vores højeste prioritet. Både hvad angår deltagere, frivillige og Sisimiuts borgere under udvikling og afvikling af Arctic Circle Race. Dette gælder naturligvis også under Coronakrisen. Derfor kan vi ikke foretage de nødvendige bookinger, indkøb og investeringer uden at risikere store økonomiske tab, siger Ane Carlsen, der oplyser, at arrangementskomiteen nu er begyndt at tænke på løbet i 2022.

Ane Carlsen håber, at man kan komme med datoer for 2022-udgaven af det, der ofte betegnes som verdens hårdeste skiløb, i løbet af en uges tid.

Arctic Circle Race blev holdt første gang i 1998 – og derefter hvert år til 2019. Sidste år måtte løbet aflyses på grund af coronaen – og det gentager sig altså nu igen i år. Skiløbet afvikles i Sisimiut, hvor deltagerne over tre dage kører en rute på 160 kilometer i byens bagland med overnatning i telte i fjeldet. I 2019 havde løbet 167 deltagere fra Grønland og udlandet.

Arctic Circle Race er normalt en af årets helt store begivenheder i Sisimiut, hvor befolkningen både bakker op som tilskuere og som frivillige. I 2019 var 250 frivillige involveret i løbet. Løbet arrangeres af en komite med Jens Klaus Lennert (Kasik) som formand. Blandt initiativtagerne til løbet var i sin tid nu afdøde Larseraq Skifte.

Powered by Labrador CMS