Aqqaluartaa Olsen er nu udtaget til Junior VM i skiskydning

Grønlands Biathlon Forbund håber på, at den unge Sisimiutter skal blive Grønlands tredje løber til Senior VM i skiskydning. De to andre er Kristian Kristoffersen og Øystein Slettemark

Aqqaluartaa Olsen i Novo Mesto, Tjekkiet. Foto: Piitaaraq Skifte

Aqqaluartaa Olsen fra Sisimiut fik i dag en strålende debut til skiskydning cup i Nove Mesto i Tjekkiet.

Aqqaluartaa, som også næste år er junior i skiskydning, stillede op i seniorklassen og løb rigtigt flot. På distancen 20 km med fire skydninger løb den blot 19-årige Aqqaluartaa ind på en 89. plads blandt de 126 startende. Aqqaluartaa viste ingen tegn på debutnerver og skød blot fem forbiere totalt (1+2+0+2) af de 20 skud. På løjpen holdt han også meget god fart for en junior og løb ind på 80. bedste langrendstid totalt. Samlet var Aqqaluartaa kun 1,8% efter det internationale krav til Senior-VM.

Med dagens resultat er Aqqaluartaa Olsen klart kvalificeret og udtaget til Junior VM i skiskydning, som går på de samme løjper i Nove Mesto i Tjekkiet i slutningen af januar. Grønlands Biathlon Forbund har desuden et godt håb om at den unge Sisimiutter skal blive Grønlands tredje løber til Senior VM, i Skiskydning, som arrangeres i Khanty Mansiysk i Rusland.

Kristian Kristoffersen fortsætter med at imponere på skydebanen, han har stadig 90% træf på stående skydning.

Kristian Kristoffersen blev den bedst placerede af de grønlandske løbere. Med solid opvisning i skydning fik han blot tre forbiere totalt af de 20 skud. Hans eneste forbier på den stående skydning var oven i købet et skud som gik af for tidlig efter en ladefejl. Kristian gik sig ind til en stærk 73. plads.

Øystein Slettemark viser fortsat solid langrendsform og løb ind til 54. bedste langrendstid, 1,35 minut hurtigere end Kristian og 1,58 minut hurtigere end Aqqaluartaa. Men med solid kollaps på skydning og tildeling af 2 minutters tillæg for at kun have affyret 4 skud på den første liggende skydning måtte han dele plads med serbere, usbekere, briter og ungarere i den absolut tunge ende af resultatlisten.

I næste konkurrence får Aqqaluartaa, Kristian og Øystein følge af Piitaaraq Skifte til 10 km sprint. Så stort har det grønlandske herrehold aldrig været til international skiskydning.

Powered by Labrador CMS