Aqqalu Jerimiassen: Jeg får et helt andet liv

Atassut-kometen Aqqalu Jerimiassen bliver det yngste medlem af Naalakkersuisut. Fra i morgen, tirsdag, bliver han naalakkersuisoq for erhverv, energi og handel

31-årige Aqqalu Jerimiassen bliver den yngste medlem af Naalakkersuisut

Tirsdag tiltræder 31-årige Aqqalu Jerimiassen som naalakkersuisoq for erhverv, energi og handel, og bliver dermed yngste medlem af Naalakkersuisut.

- Som Kim Kielsen sagde i fredags, så starter arbejdet i morgen. Og jeg føler mig klar til at løfte opgaven, siger Aqqalu Jerimiassen til Sermitsiaq.AG.

Men det bliver ikke helt nemt for ham at flytte fra sin hjemby, Ilulissat.

Vil savne Ilulissat

- Hvis jeg skal sige det ligeud, så er det hårdt at forlade Ilulissat. Det var ikke en nem beslutning, at vi nu skal flytte til Nuuk, for jeg har jo blot forestillet mig, at jeg skulle være medlem af Inatsisartut. Men jeg har god støtte fra min kone, fortæller Aqqalu Jerimiassen.

Men når han ikke længere skal være medlem af Naalakkersuisut, så er det hjem igen til Ilulissat.

- Jeg vil savne byen, familie og vores hverdagsliv. Jeg arbejder jo som turistguide, hvilket jeg også vil savne rigtig meget. Fra i morgen flytter min arbejdsplads fra udendørs til kontoret, siger Atassut-kometen, der tilbage i 2005 stillede op til Inatsisartut-valget for første gang.

Klar til opgaven

Dengang fik han 16 personlige stemmer, mens han fik 20 personlige stemmer i Inatsisartut-valget i 2014.

Men efter det er det gået stærkt for Aqqalu Jerimiassen. Ved kommunalvalget sidste år fik han et kanonvalg ved kommunalvalget, hvor han fik 530 personlige stemmer og blev medlem af kommunalbestyrelsen i Avannaata Kommunia, hvor han tilmed blev 1. vicenborgmester. Ved Inatsisartut-valget 24. april fik han 322 personlige stemmer.

- Jeg har ikke forestillet mig, at det ville gå så stærkt. Jeg har været igennem en stor udvikling, men det har selvfølgeligt krævet tid under forberedelserne. Et nyt liv starter i morgen, hvilket bliver spændende, lyder det fra Aqqalu Jerimiassen.

Powered by Labrador CMS