Anthon ta’r skraldet

Affald fra bygder og små byer skal sejles til forbrænding i de store byer.

Affald fra bygder og mindre byer skal sejles til forbrændingsanlæg i de store byer. Foto:?leiff Josefsen.

Grønland profilerer sig som verdens reneste land, men mange bygder med et forbrændingsanlæg, som ikke fungerer, oplever hverdagen på en anden måde end de farvestrålende billeder i turistbrochurerne.

Naalakkersuisuts medlem for indenrigsanliggender, natur og miljø Anthon Frederiksen, Kattusseqatigiit Partiiat, søsætter i disse dage en kampagne om affaldet. Små TV-spots, skiltereklamer og internet-bannere skal få os alle til at tænke over den måde, som vi skaber - og smider vort affald. Vi kan nemlig selv gøre en stor indsats ved at reducere de stadig stigende affaldsmængder. Genbrug og en hensynsfuld færden i naturen er to måder, hvor den enkelte kan gøre en forskel.

Ikke alene det enkelte menneske, men også kommunerne skal med på (skralde)vognen, for ansvaret for selve affaldshåndteringen ligger hos de fire kommuner. Naalakkersuisuts forslag til en finanslov for 2011 afsætter penge til pilotprojekter i Diskobugten, Sydgrønland og Østgrønland, hvor affald fra bygder og de mindre byer kan sejles ind til de store byer med forbrændingsanlæg. Naalakkersuisuts forslag afsætter også penge til modtagerstationer for farlig affald uden for de seks byer, som allerede har disse modtagerstationer til at behandle problematisk affald.

Naalakkersuisut har lavet en affaldshåndteringsplan for 2010-13:

- Det har ikke alene om tekniske anlæg, men også om en holdningsændring hos befolkningen, så vi i fællesskab kan løse de udfordringer, som en stigende affaldsmængde stiller os i de kommende år, siger Anthon Frederiksen.

Affaldskampagnen strækker sig over den resterende del af efteråret.

Powered by Labrador CMS