Flådestation Grønnedal

Antennerne er nu slukket i Kangilinnguit

Forsvaret har slukket for antenneparken på Flådestation Grønnedal. Dermed er seks årtiers forsvarshistorie ved Arsukfjorden slut

Arkivfoto af Flådestation Grønnedal (Kangilinnguit)
Offentliggjort

63 års forsvarshistorie ved Arsukfjorden sluttede fredag, da Forsvaret slukkede for antenneparken på Flådestation Grønnedal (Kangilinnguit).

Det oplyser Arktisk Kommando.

Radiostationen i Kangilinnguit har været i drift indtil nu, selvom Arktisk Kommando strøg kommandoen den 31. oktober 2012, da en ny antennepark først skulle etableres i Kangerlussuaq.

- De nye faciliteter er nu på plads, og de sidste test er gennemført tilfredsstillende. Derfor slukkes den sidste del af Forsvarets aktive virke på Flådestation Grønnedal, og den nye antennepark i Kangerlussuaq overtager, skriver Thomas Bruun de Neergaard, presse- og informationsofficer, Arktisk Kommando, i en meddelelse.

Læs: Underskriftindsamling: Bevar Grønnedal

Lukningen af antenneparken betyder, at der ikke længere er et 'operativt behov' for at have personale på Grønnedal, og derfor gennemfører Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste nu oprydning og nedlukningen af basen.

Sidst på måneden lukkes for vand, strøm og varme, og personale indkvarteres på et hotelskib, og med udgangen af måneden forlader Forsvarets sidste personale basen.

Læs: Stor tilfredshed hos Arktisk Kommando efter flytning

Forhandlinger fortsætter
- Forud er alle bygninger blevet tømt for inventar og sikret mod vejr og vind. Al materiel er hjemtaget, solgt eller bortgivet til lokalsamfundet. Der er truffet foranstaltninger for, at der ikke kan ske uheld, der resulterer i forurening af miljøet. Brændstof, kemikalier, maling og lignende er udskibet, og der er iværksat monitorering af forureningerne på stedet, oplyser Arktisk Kommando.

Der foregår stadig forhandlinger med selvstyret om, hvordan basen endeligt skal forlades. Derfor begynder nedbrydning og miljøsanering ikke umiddelbart efter basen er rømmet.

- Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste fortsætter sin løbende miljøovervågning og forestår udbud af oprydningen, når omfang og niveauer for oprensning er endeligt aftalt med selvstyret. Forsvaret vender altså tilbage til Grønnedal, når betingelserne for oprydningen er afklaret, fremhæver Arktisk Kommando

For eftertiden vil Arktisk Kommando tage sig af Grønnedals mindesmærker.

Powered by Labrador CMS