Qasigiannguit uden hænder

Ansatte og ledelse taler ud før borgermøde

Tillidsmanden og fabrikschefen på Royal Greenlands fiskefabrik i Qasigiannguit går i kødet på hinanden forud for et borgermøde i aften. Tillidsmandens kritik af ledelsen har allerede kostet ham en skriftlig advarsel

- Der er nogle i byen, som har noget imod mig personligt, blandt andet fordi, jeg er dansker, siger Frank Hagen, der er fabrikschef i Royal Greenlands fiskefabrik i Qasigiannguit

Balladen om manglende arbejdskraft på Royal Greenlands fiskefabrik i Qasigiannguit er nået nye højder, forud aftenens borgermøde.

Royal Greenland har meldt ud, at fiskefabrikken mangler arbejdskraft. Men tillidsmanden for medarbejderne på fiskebrikken og fabrikschefen kan ikke blive enige om årsagen til den manglende arbejdskraft på fiskefabrikken.

Manglen på hænder har blandet har medført, at aftenholdet om fredagen har indstillet al produktion, da de ansatte i fiskeproduktionen foretrækker at blive hjemme, frem for at møde på arbejde.

Ledelsens skyld
Fredagsproduktionen er derfor flyttet til søndag. Kun 15 medarbejdere var mødt fredag eftermiddag sidste uge, selvom produktionen krævede 40 medarbejdere.

Tillidsmand, Gaba Rosbach, siger nu, at manglen på arbejdskraft skyldes dårlig ledelse, som har medført usædvanlig dårlig stemning på fiskefabrikken, hvilket har medført, at medarbejdere ikke længere finder glæden ved at arbejde under fabrikschefen, Frank Hagen.

- Arbejdsviljen og arbejdsglæden er væk. Der er en tydelig nepotisme blandt ledelsen, hvor man blandt andet har ansat nære relationer i indhandlingen, og det vil medarbejdere ikke længere finde sig i. Mange foretrækker derfor at blive hjemme om fredagen, siger tillidsmanden.

Gaba Rosbach siger, at arbejdsforholdene aldrig har været så dårlige som de er nu. Han håber, at man finder en varig løsning på de alvorlige problemer, der har ført til en nedtrykt stemning hos de mange medarbejdere.

Personligt angreb
Frank Hagen, der blev ansat som fabrikschef i oktober 2014 på fiskefabrikken i Qasigiannguit, har svært ved at forstå den hårde kritik, tillidsmanden kommer med, som han mener er et personligt angreb, blandt andet fordi han er dansker.

Men han siger også, at årsagen til, at flytningen af aftenholdet om fredagen skyldes, at de ansatte ikke kan finde ud af møde op på arbejdet.

- Medarbejderne bliver simpelthen væk, og det skyldes lav arbejdsmoral, hvilket er et kæmpe problem.

Advarsler givet til flere ansatte
Han siger, at den manglende arbejdsvilje har medført en betydelig nedsat produktion og dårlige produkter. Frank Hagen mener, at der er for få grønlændere, der er uddannet til at varetage en lederrolle på fiskefabrikkerne.

Ledelsen i Qasigiannguit har afskediget dårlige medarbejdere, ligesom man har givet mundtlige og skriftlige advarsler, og det har ikke haft en positiv virkning.

Ifølge fabrikschefen er tillidsmandens kritik uden tvivl mere personlig end professionel.

- Nogle anser mig for at være den store stygge ulv. Der er nogle, der ikke synes, at det skal være en dansker, der sidder på min plads. Og Gaba Rosbach melder ikke kritikken ud, på vegne af sine kolleger. Han har ikke forhørt sig hos sine kolleger. Jeg ved, at det er hans personlige mening, siger han.

Skriftlig advarsel
Frank Hagen har mandag kaldt Gaba Rosbach ind til en alvorssnak hos chefen, hvor han bad Rosbach forklare, hvad baggrunden er for, at han har meldt sin kritik ud i lokalavisen Tamanut Avannaani.

Læs også: Større krav til de arbejdsløse

Gaba Rosbach bekræfter, at samtalen har fundet sted.

- Jeg fik en ordentlig skideballe, hvorefter jeg fik stukket en skriftlig advarsel, siger han.

Han har indtil videre derfor valgt ikke at udtale sig mere om balladen på den kriseramte fiskefabrik.

Anklager mod tillidsmanden
Fabrikschefen Frank Hagen mener, der er tale om samarbejdsvanskeligheder, hvis en tillidsmand ikke udtaler sig på vegne af medarbejderne, og det, mener han, stiller tillidsmanden i risiko for at miste sin stilling.

Borgermødet, hvor hele situaitonen nærmere skal diskuteres, bliver holdt i aften, onsdag klokken 18 i Qasigiannguit sportshal. Det offentlige møde er arrangeret af Royal Greenlands HR afdeling, fiskefabrikken i Qasigiannguit, SIK og Qaasuitsup Kommunia.

Se også:

IA sætter de arbejdssky på dagsordenen

SIK afviser at tvinge ledige i job

Powered by Labrador CMS