Anklager kræver fængsel i sag om trafik-dræbt grønlandsk soldat

Det skal ifølge anklager udløse mindst tre måneders ubetinget fængsel, at bilist stak af efter trafikdrab ved Flyvestation Karup i Danmark.

En 22-årig soldat fra Grønland blev 7. oktober sidste år påkørt og dræbt, da han krydsede et fodgængerfelt ved Flyvestation Karup i Midtjylland.

Bilisten kørte videre, men Midt- og Vestjyllands Politi fandt frem til bilisten via billeder fra et overvågningskamera.

En uge senere blev bilisten anholdt i sit hjem i Viborgs opland.

Nu sidder den 72-årige mand på anklagebænken i Retten i Viborg, hvor han er anklaget for uagtsomt manddrab og flugt fra gerningsstedet.

Sagen blev behandlet af retten i begyndelsen af juni, men ifølge Viborg Stifts Folkeblad udeblev et vigtigt vidne i sagen, og derfor skulle retssagen fortsætte med et nyt retsmøde, hvilket altså sker i dag.

Den 72-årige har til politiet forklaret, at han troede, at han havde påkørt et rådyr.

Køber ikke forklaring

Men anklager Flemming Hother køber ikke forklaringen.

- Han må som minimum have indset, at han i et fodgængerfelt påkører et menneske og ikke et dyr, siger anklageren.

Han kræver den tiltalte idømt ubetinget fængsel i mindst tre måneder, en bøde samt frakendelse af kørekortet.

Soldaten var iført mørkt tøj med et refleksbånd om højre ben. Han var på vej fra KFUM-soldaterhjemmet til flyvestationen på den anden side af vejen.

Selv om det var aften, så burde bilisten havde set manden i fodgængerfeltet, som var oplyst af gadelys, lyder det fra anklageren.

Læste om ulykken på tekst-tv

Flemming Hother påpeger også, at bilisten under alle omstændigheder burde have standset – også selv om han troede, det var et dyr, han havde påkørt.

- Han kan ikke vide, om dyret er dødt. Han skulle være stoppet og set efter, siger anklageren.

Den 72-årige har forklaret, at han først flere dage senere på tekst-tv læste om ulykken, der havde kostet soldaten livet.

Da gik det op for ham, at han var skyld i soldatens død.

Alligevel meldte han sig ikke.

Den 22-årige blev slynget op i luften og landede 25 meter fra feltet. Han døde af sine kvæstelser.

Sagen ventes afgjort senere torsdag.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS