Anklage: Mand mishandlede og frihedsberøvede kvinde
Anklagemyndigheden går efter, at en mand skal afsone to år og ni måneder i anstalt for mishandling og frihedsberøvelse af en kvinde.
En mand skal i denne uge for retten tiltalt for to gange et have udsat en kvinde for grov mishandling på en adresse i bydelen Nuussuaq i Nuuk.
Manden er også tiltalt for frihedsberøvelse ved at have tilbageholdt kvinden på adressen og låst hende inde på et badeværelse. Her skulle manden også have taget kvindens telefon, så hun ikke havde mulighed for at tilkalde hjælp.
Det fremgår af anklageskriftet i sagen, som Sermitsiaq.AG har fået aktindsigt i.
Det seneste tilfælde af mishandling af kvinden fandt ifølge anklagen sted om aftenen den 9. marts og varede frem til den efterfølgende morgen omkring kl. 07.
Kvinde fik hjerneblødning
Her er manden tiltalt for at have taget halsgreb på kvinden samt have holdt hende for mund og næse, så hun mindst tre gange mistede bevistheden.
Manden skulle også have slået kvinden i hovedet og på underlivet samt have trampet hende i ansigtet, så hun fik livstruende skader i form af en hjerneblødning. Kvinden pådrog sig også sprungne trommehinder, blå mærker, et brækket ribben og blødninger i det ene øje.
Det er i forbindelse med denne mishandling, at manden er tiltalt for efterfølgende at have frihedsberøvet kvinden frem til kl. 18.
Derudover er manden også tiltalt for mishandling af kvinden tilbage i april 2020. Her skulle han også have taget halsgreb på kvinden, slået hende og slået hendes hoved ned i et gulv.
Anklaget for at slå en mand i hovedet med knojern
Manden er også tiltalt for at have slået kvinden i hovedet med et toiletbræt, mens hun kastede op. Kvinden skulle have pådraget sig blodansamlinger på hele kroppen samt på halsen og i hovedet i forbindelse med mishandlingen.
Udover mishandling og frihedsberøvelse er manden også tiltalt for at have begået grov vold mod en mand i januar i år. Manden skulle med knojern have slået den anden mand i hovedet, så han fik flere flænger, der skulle syes.
Anklagemyndigheden går efter, at den tiltalte skal i anstalt i to år og ni måneder samt betale 60.000 kroner i erstatning.
Mandens forsvarer oplyser til Sermitsiaq.AG, at han ikke har kommentarer til sagen for nuværende.
Retssagen er sat til at finde sted onsdag og torsdag i denne uge i Sermersooq Kredsret.