Siorarsiorfik
Anklage: Nuuk-borgmester førte alle bag lyset
Siumutter beder tilsynsråd undersøge forløbet omkring Siorarsiorfik-projektet. Borgmester Asii Chemnitz Narup (IA) har muligvis misinformeret politikere og offentlighed om økonomien, lyder anklagen
Borgmesteren i Kommuneqarfik Sermersooq har tilsyneladende givet misvisende oplysninger til byrådsmedlemmerne og kommunens borgere.
Læs: Hvor skal vandet til Nuuks nye bydel komme fra?
Sådan lyder anklagen i et åbent brev til kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik og Kommunernes tilsynsråd. Afsenderne er kommunalbestyrelsesmedlemmerne Ane Egede Mathæussen og Peter Davidsen fra Siumut.
De beder på den baggrund af deres anklage tilsynsrådet om en forvaltningsundersøgelse.
”Borgmester, Asii Chemnitz Narup (IA), har i sine fremlæggelser ladet byrådsmedlemmer og kommunens borgere tro, at Siorarsiorfik-projektet til 4-5 mia. kroner var langt mere fremskreden og planlagt, end det nu viser sig at være tilfældet i virkeligheden”, skriver politikerne i det åbne brev, og de fortsætter:
Læs: Største boligplan i Grønlands historie skudt i gang
”Flere byrådsmedlemmer sidder tilbage med en følelse af, at borgmesteren har hastet beslutningen igennem på misvisende grundlag”.
Stod tidligere bag støtte-erklæring
De to medlemmerne af kommunalbestyrelsen lægger dermed kraftig afstand til den ubetingede støtte til projektet, som de tidligere har givet udtryk for.
Læs: Kielsen om Nuuk-projekt: Et luftkastel
Ane Egede Mathæussen gik blandt andet imod Formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen, da han kaldte Siorarsiorfik-projektet i Nuuk for ”et luftkastel”. I en pressemeddelelse erklærede hun efterfølgende, som repræsentant for Siumut Nuuk, sin støtte til byudviklingsprojektet.
Læs: Siumut Nuuk støtter fuldt ud Siorarsiorfik-projektet
- Vi kan ikke andet end at støtte projektet, da det vil skabe muligheder. Når økonomien er blevet sat på plads i projektet, vil alle udfordringerne blive stillet på plads. Det er for eksempel veje, elforsyning og om hvor vandet skal komme fra, sager Ane Egede Mathæussen den 8. marts.
Samme besked til politikere og borgere
Nu mener medlemmerne af kommunalbestyrelsen så, at deres støtte hvilede på et falsk grundlag.
Læs: Siorarsiorfik – en møgsag i valgkampen
- I flere sammenhænge har borgmesteren præsenteret projektet med en konkret fremlæggelse af investorgrundlaget, så tilhørerne har fået indtryk af, at man havde konkrete dialoger og var i reelt samarbejde med seriøse investorer, citeres kommunalbestyrelsesmedlem Peter Davidsen (S) for at sige i det åbne brev.
- Det er sket overfor kommunalbestyrelsen, og det er sket overfor offentligheden på pressemødet den 7. februar i Nuuk, hvor borgmesteren oplyste, ”at det storstilede byudviklingsprojekt skal varetages af et samlet konsortium”, uddyber Peter Davidsen.
Virkede som en hastesag
De to medlemmer af kommunalbestyrelsen forklarer i brevet, at kommunalbestyrelsen fik travlt med at tage stilling til Siorarsiorfik-projektet, da borgmesteren og den fungerende kommunaldirektør gav udtryk for, at man risikerede at miste konkrete investorer, hvis ikke man hurtigt fik projektet godkendt.
Læs: Stjerne-arkitekt sender regning
- Det gik pludselig noget hurtigere med sagsbehandlingen, og der var ikke tvivl om, at det skulle gå hurtigt med en beslutning i kommunalbestyrelsen, hvis ikke vi skulle miste de investorer, som stod klar til at skyde penge i projektet, udtaler byrådsmedlem Ane Egede Mathæussen (S).
Blev løbende orienteret
Hun gør sammen med sin byrådskollega opmærksom på, at der flere gange i forløbet har været positive meldinger om de konkrete investorer, og at kommunalbestyrelsen løbende fik orientering om fremgang i projektet. Det skete, oplyses det, blandt andet 15. december 2016, hvor formand for Udvalg for Anlæg og Miljø i Kommuneqarfik Sermersooq, Ado Holm (IA), lavede status over projektet.
Læs: Storstilet boligprojekt skal finansieres af pensionspenge
”OPP-projektet går godt, og der er en positiv fremgang”, forklarede Ado Holm ifølge Siumutterne til referat overfor kommunalbestyrelsen.
Læs: Hver anden skal bo i Nuuk
- Hvad er op og ned i forhold til de investorer og den finansiering, som borgmesteren har solgt projektet ind på overfor kommunalbestyrelsen? spørger byrådsmedlem Peter Davidsen i brevet til kommunalbestyrelsen og tilsynsrådet.