Mulig terror

Angreb i Canada efterforskes som terror

Fem personer blev kvæstet under et angreb med en bil og efterfølgende biljagt.

Angrebet på en politimand, som dirigerede trafikken uden for et fodboldstadion i den canadiske by Edmonton og en efterfølgende biljagt, bliver efterforsket som et muligt terrorangreb.

Det siger canadisk politi siger ifølge nyhedsbureauet AFP.

Premierminister Justin Trudeau siger, at han er dybt bekymret og forarget over angrebet, som han kalder for et "terrorangreb".

- Mens efterforskningen fortsætter, indikerer de første meldinger på, at dette er endnu et eksempel på det had, som vi må fortsætte med at være vagtsomme overfor, siger han i en udtalelse.

Politichefen i Edmonton, Rod Knecht, siger, at en person er blevet anholdt og varetægtsfængslet.

- På nuværende tidspunkter mener vi, at det er en person, som har handlet alene, selv om efterforskningen er på et tidligt stadie, siger Rod Knecht.

Den anholdte beskrives som en 30-årig mand fra Edmonton.

Angrebet skete klokken 20.15 lokal tid. Her ramte en bil en barrikade og en færdselsbetjent, som blev kastet gennem luften.

Politimanden blev ramt af en hvid Chevrolet Malibu uden for Alberta's Commonwealth Stadium i Edmonton.

Knecht siger, at chaufføren i bilen, som ramte barrikaden, steg ud og gik til angreb på den sårede politimand med en kniv. Bagefter flygtede gerningsmanden til fods.

Nogle få timer senere lige før midnat lokal tid blev en lejet varevogn stoppet ved en kontrolpost. Men bilen speedede op og en biljagt begyndte.

Varevognen ramte under biljagten fire fodgængere, inden den væltede, og den mistænkte blev anholdt.

- Det er besluttet, at disse hændelser bliver efterforsket som terrorhandlinger, siger politichefen.

Politiet siger, at der er fundet et flag fra gruppen Islamisk Stat i en af de to involverede biler.

Det er ikke oplyst, hvor hårdt kvæstet de fire fodgængere er. Politimanden, der blev kørt på hospitalet, er ifølge nyhedsbureauet AP ikke i kritisk tilstand.

Powered by Labrador CMS