Anbefaler fokus på arktiske levevilkår

Folks levevilkår i Arktis burde undersøges hvert tiende år, mener forsker.

Birger Poppel. Foto: Leiff Josefsen.

Ideen til den arktiske levevilkårsundersøgelse, SLiCA, blev født i 1997.

Og da undersøgelsen nu har kørt i mere end 10 år, ville det give mening at foretage nye interviews og undersøgelser og sammenligne resultaterne. For eksempel begynder de canadiske data fra 2001 at være forældede.

Det mener en af initiativtagerne til SLiCA, forskningsprojektchef Birger Poppel, fra Ilisimatusarfik.

– Udviklingen går så stærkt, at snart vil vores data være forældede. For eksempel fra Canada, hvor undersøgelserne fandt sted i 2001, siger Birger Poppel.

SLiCA, der står for Survey of Living Conditions in the Arctic, hører til de tunge drenge rent økonomisk. Undersøgelsen har kostet omkring 50 millioner kroner.

– En atomdreven ubåd ville ikke sejle mange måneder for det beløb, men for en samfundsvidenskabelig undersøgelse er det da mange penge, erkender Birger Poppel, der dog godt mener, at det ville være muligt at finde bidragsydere til en ny runde undersøgelser.

Læs mere i Sermitsiaq og læs også her den første af Birger Poppels kronikker om levevilkårene i Arktis.

Powered by Labrador CMS