Analytikere: Siumuts slingrekurs koster vælgere
Hvis den nyeste meningsmåling holder stik, skal IA allerede nu på udkig efter legekammerater til Naalakkersuisut. Usikkerhed om Siumuts linje koster stadig opbakning til Erik Jensen, mener eksperter.
I en dugfrisk meningsmåling, der er lavet i samarbejde mellem avisen AG og HS Analyse, står IA til at få 36 procent af stemmerne, hvilket svarer til 12 mandater. Dermed vil de blive det største parti med serveretten til at sammensætte Naalakkersuisut.
- Meningsmålingen viser flere ting. At et parti alene ikke kommer til at sidde på magten, men at der skal et større puslespil i gang, siger politisk analytiker Palle Christiansen til Sermitsiaq.AG.
- 32 procent af vælgerne er fortsat i tvivl, og denne gruppe skal alle partierne kigge meget nøje på og forsøge at få hentet de stemmer hjem, som enten kan sikre dem reel overlevelse i Inatsisartut eller en stærkere forhandlingssituation. Kampen er ikke slut endnu. Ingen kan hvile på laurbærrene. Alt tegner til en spændende afslutning på valgkampen og nogle spændende dage, når forhandlingerne efter valget går i gang, siger han.
Siumut er i modvind
En anden ekspert mener, Siumut simpelthen ikke har været gode nok til at servere de politiske budskaber for vælgerne.
- IA´s fremgang skal ses i forhold til Siumuts tilbagegang. Det er blandt andet den interne borgerkrig i partiet, Kielsen som gennem noget tid har været i modvind både internt i partiet, i Inatsisartut og blandt befolkningen. Og dybest set så ved folk ikke, hvad de får, hvis de sætter krydset ved Siumut denne gang, siger Rasmus Leander Nielsen, der er adjunkt ved Samfundsvidenskab på Ilisimatusarfik.
Han mener den vævende udmelding om Kuannersuit og spørgsmålet om, hvem der sidder i førersædet, hvis Siumut vinder, kan være med til at koste partiet stemmer.
- Det er fortsat uklart for vælgerne hvad og hvem, der definerer Siumut-politik. Det kan selvfølgelig være fordel at være tvetydigt i nogle situationer, men det er det absolut ikke i en valgkamp. Siumut står et lidt kedeligt sted, og de har ikke har kørt den skarpeste kampagne, siger Rasmus Leander Nielsen.
Klart svar om Kuannersuit
Han bakkes op af Palle Christiansen, selvom begge eksperter påpeger, at meningsmålinger skal tages med forbehold.
- Siumut, fortsætter deres deroute. Effekten af et formandsskifte ser ikke ud til at slå igennem i meningsmålingerne. Siumut skal lynhurtigt finde ud af, hvor stemmerne mistes og hvem de mistes til, ligesom de skal få kigget på, hvor de selv kan hente nye, siger han.
IA´s fremgang kan blandt andet tilskrives deres klare holdning til et af de store spørgsmål under valgkampen, mener Rasmus Leander Nielsen.
- IA har en klar holdning til Kuannersuit, og det er jo et af de emner, der har fyldt meget i debatten op til valget, siger han.
-Inuit Ataqatigiit beholder fortsat førertrøjen og ser ud til at kunne forspringet frem til målet på valgdagen. Allerede nu skal IA begynde at analysere, hvem de kunne se dem selv med i en kommende koalition, og på hvilket aftalegrundlag, siger Palle Christiansen.
Hvem skal være med
Ifølge målingen går Naleraq lidt frem og kan lande på fem mandater, hvilket gør dem til en oplagt koalitionsmulighed for IA.
- Naleraq og IA kan alene lave en flertalskoalition efter valget, hvis tallene holder. Så bliver der i hvert fald trykket godt og grundigt på pause, når det handler om mineprojektet på Kuannersuit, siger Rasmus Leander Nielsen.
Han påpeger, at Demokraatit med deres ifølge målingen fire mandater også kan være en mulighed for IA, til at finde flertal i Inatsisartut.
- Der er mange, der har affejet en koalition med IA og Demokraterne, men den er ikke urealistisk. Det er set før med Kuupik Kleist og Demokraterne, og de to partier arbejder fint sammen i Kommuneqarfik Sermersooq. Men det vil kræve, at de bliver enige om at skyde mineprojektet til hjørne i den kommende valgperiode, eftersom de står i hver deres lejr i den sag. Jeg mener, det er mere realistisk med Naleraq, men man skal ikke afvise Demokraatit, siger han, og peger på en helt tredje mulighed.
- Hvis Siumut kan indfinde sig med, at spille andenviolin, kan en IA-ledet storkoalition med Siumut også komme i spil, for at skabe en mere stabil flertalsregering, siger han.
To partier på vippen
Palle Christiansen påpeger, at Demokraatit går en smule frem siden seneste måling fra december sidste år.
- Demokraternes tidligere tilbagegang ser ud til at vende, og de genvinder en smule af det tabte terræn. De skal også på udkig efter flere stemmer, hvis de skal på resultatet fra sidste valg. De kan måske hente yderligere fra Samarbejdspartiet, som heller ikke ser ud til at klare spærregrænsen.
Både Samarbejdspartiet og Nunaata Qitornai, ser ud til at få for få stemmer til et medlem af Inatsisartut efter valget. Men det faktum at der er to partier, der ligger lige på grænsen kan blive udslagsgivende for det parti, der får flest stemmer af de to, mener Rasmus Leander Nielsen.
- Det kan blive et af partiernes held, hvis det andet ryger ud. Der kommer en del stemmespil, hvis det ene parti ikke kommer ind, så bliver det første mandat billigere for det andet parti, siger han.
- At Nunatta Qitonai står til halvering kan undre, da de har siddet på en af de tungeste poster i Naalakkersuisut og de har ikke haft interne skandaler, påpeger Palle Christiansen.
Atassut ligger stabilt og ser ud til at ende med at få to mandater, men det gør dem ikke egnet som koalitionspartner til IA, da det ikke vil give et flertal, hvis målingen holder stik.
Læs mere om meningsmålingen i denne uges AG, som du kan få adgang til her: