Ambassadør håber på mere samarbejde om råstoffer, grøn energi og turisme

Tysklands ambassadør har netop gennemført et besøg i Nuuk og Ilulissat, hvor han har haft inddragende samtaler med flere af Grønlands politikere i løbet af den seneste uge. Ambassadøren ser store muligheder for at styrke samarbejdet mellem de to lande og udvide det på flere områder.

Den tyske ambassadør Pascal Hector har besøgt Ilulissat og Nuuk den forgangne uge. Det er ambassadørens andet besøg i Grønland.

Under sit møde med naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S), har den anspændte situation i Ukraine været på agendaen, men også mulighederne for et øget samarbejde på tværs af de to lande er blevet diskuteret.

Turisme, mineraler, fiskeri og grøn energi står på dagsordenen for samarbejdet. Ambassadøren påpeger dog, at hans fokus i samtalerne har været mere generelt rettet, da det er private virksomheder, der skal tage initiativ:

- Vi kan facilitere møder og samarbejde mellem private aktører på tværs af vores lande, men det er op til dem at udvikle konkrete projekter, siger ambassadør Pascal Hector til Sermitsiaq.AG.

- Samtalerne har primært drejet sig om at udforske de forskellige muligheder, der ligger foran os, uddyber han.

Ambassadøren slår fast, at han er åben for at drøfte samarbejdsområder direkte med Grønland.

- Vi respekterer selvfølgelig Grønlands selvstyre og følger den officielle kanal i forhold til ansvarsfordelingen mellem Danmark og Grønland. Hvis der er områder, som Grønland ønsker at diskutere med os, er vi villige til at gå i dialog.

Stort potentiale i råstoffer

Et af de områder ambassadøren mener kan indeholde potentielt fremtidigt samarbejde er råstofområdet.

- Vi er opmærksomme på, at den internationale situation ændrer sig. Mange lande forsøger at diversificere deres ressourcer og mindske afhængigheden af enkelte nationer. Særlig lande som ikke svarer til vores demokratiske og menneskeretslige værdier.

Ambassadøren betoner, at investeringsbeslutninger ligger hos virksomhederne:

- Vi kan facilitere interesse og muligheder for tyske virksomheder i Grønland. Lovgivningen er allerede på plads, og det handler mere om at skabe interesse og muligheder.

Andre områder, hvor ambassadøren ser muligheder er turisme og grøn energi.

- Vi ser et stort potentiale for øget handel mellem vores lande. De seneste år har vist en markant stigning i handelsaktiviteterne. Dette indikerer, at der er store muligheder for samarbejde mellem Tyskland og Grønland.

En fordobling af handelsbalancen

De senere år er den samlede handelsbalance mellem Grønland og Tyskland steget fra 20-30 millioner euro årligt til næsten 60 millioner euro i de seneste tal ambassadøren har.

Ambassadøren understreger også betydningen af turismen, hvor han dog påpeger vigtigheden af, at den skal være bæredygtigt på alle måder.

- Der er stor interesse blandt tyske rejsende for at besøge Grønland, især på krydstogter. Vi ser også potentiale i at udvide turistsæsonen, til for eksempel at omfatte vinterrejser med fokus på nordlys.

Ambassadørens besøg markerer en åbning for samarbejde mellem Tyskland og Grønland på flere områder. Selvom der ikke er lagt konkrete planer, er begge parter positive over for mulighederne for at styrke båndene og skabe positiv indflydelse gennem fremtidigt samarbejde.

Powered by Labrador CMS