Alvorlig kritik: Nyfødt med hjerneblødning ventede tre år på hjælp
En mor skulle bøvle med Qaasuitsup Kommunia i tre år, før hun fik tilkendt en støtteperson til sin datter, der var for tidligt født og ramt af en hjerneblødning. Ombudsmanden rejser en alvorlig kritik mod kommunens sagsbehandlingstid.
Tilbage i september 2013 søgte en moder i Qaasuitsup Kommunia om at få tilkendt en støtteperson til datteren, som var ramt af en hjerneblødning og desuden var for tidligt født. Først i februar 2017 fik moderen tilknyttet en støtteperson, og der skulle gå yderligere et halvt års tid, før kommunen traf afgørelse om, at hjælpen kunne ydes efter reglerne om hjælt til personer med handicap.
Uacceptabelt
Ifølge ombudsmanden er der tale om en ”uacceptabel og særdeles kritisabel sagsbehandlingstid – uanset om der har manglet medarbejdere på området”.
- Ombudsmanden konkluderer endvidere, at der er begået fejl og forsømmelser af større betydning i sagen, og har derfor underrettet bl.a. Lovudvalget i Inatsisartut om sagen efter ombudsmandslovens § 23, oplyser ombudsmandsinstitutionen i en omtale af sagen.
Kommunens forklaring
Kommunen har forklaret, at den lange sagsbehandlingstid skyldes mangel på medarbejdere på handicapområdet. Men den forklaring preller af på ombudsmanden.
Der findes ikke generelle regler for, hvor lang tid en offentlig myndighed må bruge på at behandle en sag. Det er imidlertid ”god forvaltningsskik, at sager skal behandles så hurtigt, som det er muligt og forsvarligt”, lyder det fra ombudsmanden.
Ombudsmanden har desuden bedt kommunen overveje, hvordan en så lang sagsbehandlingstid undgås i fremtiden.
Erstatning eller ej
Kvinden, der rejste sagen over for ombudsmanden, mener desuden, at hun er berettiget til erstatning. Den del har ombudsmanden imidlertid ikke taget stilling til endnu.