udvikling

Alpin skibakke i Qaqortoq

Skiløbere i Qaqortoq kan måske finde de alpine ski frem igen. Skiklubben vil have en skibakke med lift til byen

I Qaqortoq vil skiløberne gerne have samme muligheder som i Nuuk.

Den alpine skiklub, QSP, i Qaqortoq forsøger nu at få etableret en holdbar løsning omkring en skibakke i byen.

- To gange før er det lykkedes at etablere en bane, men hver gang er den kommet i vejen for den kommunale udvikling. Det har været et kæmpe aktiv for byen, når banen har været i gang, siger Hans Vilhelm Rasmussen fra QSP

Læs: Dom: Skilift skal betale over 600.000 kroner

Prøver i nyt område
Skiklubben har derfor søgt kommunen om en arealtildeling fra byens fodboldbane op mod Storefjeldet.

- Planen er, at når sneen smelter får vi en entreprenør til at vurdere, hvor meget det koster at få fjernet sten og jævne området, så der kan køre løjpemaskiner på den uden at blive ødelagt, fortæller Hans Vilhelm Rasmussen,

Der skal søges penge
Når skiklubben har overblik over økonomien i projektet, skal der søges penge til etablering af bakken. Samtidig skal der findes en løsning omkring en lift.

Læs: Mini-skilift forsinket

- Der er en transportabel skilift i byen, men den har ikke været i brug de sidste 20 år, så den skal vi også have vurderet, siger Hans Vilhelm Rasmussen og oplyser, at der er planer om plantning af træer til læhegn, hvilket samtidig kan holde områder pænt om sommeren.

Informationschef Jensine Berthelsen fra Kommune Kujalleq bekræfter, at der er indsendt en ansøgning om arealtildeling til en skibakke.

Powered by Labrador CMS