Novellekonkurrence

Allatta 2040: 10 vindere fundet

10 vindere i novellekonkurrencen for unge forfatterspirer, der blev skudt i gang i oktober, er blevet fundet

Tidligere vinder af 'Allatta' og romanaktuelle Niviaq Korneliussen skal sammen med andre forfattere arrangere en skrive-bootcamp for de unge forfatterspirer

Hvordan ser samfundet ud i 2040?

Det har 10 forfatterspirer givet deres bud på i novellekonkurrencen, der er udskrevet af Napa - Nordens Institut i Grønland, Milik Publishing, Nunatta Atuagaateqarfia og Sorlak.

- Det er der kommet 32 nye noveller ud af fra landets 15-25-årige, og de unges fremtid rummer både dystre og mere lovende udsigter omkring temaer som minedrift, magtforhold, kærlighed, rig/fattig, sygdom, krig og familien, meddeler Nordens Institut i Grønland.

De 10 vindere af Allatta 2040 er i tilfældig rækkefølge:

  • Karoline Lennert Sørensen
  • Bibi Lars Lund olsen
  • Kenny Fisker
  • Ilannguaq Karlsen
  • Maasi Chemnitz
  • Ludvikka Tellesen
  • Nukappi Boassen Wille
  • Debora Hansen Kleist
  • Marco Lund Olsen
  • Sandra Mathiasen

De 10 vindere bliver i slutningen af januar sendt på skrive-bootcamp i Nuuk med Jessie Kleemann, Mette Moestrup og tidligere vinder og romanaktuelle Niviaq Korneliussen, hvor de skal finpudse novellerne til udgivelse i antologien 'Allatta - 2040'.

Læs: Ny novellekonkurrence i gang

Ungdoms-skrive-workshop i Reykjavik
Derudover vil hver vinder modtage 2500 kroner i præmie og en plads på ’Norden 2040’, som er en stor litterær ungdoms-skrive-workshop i Reykjavik i 2015.

- Vi konstaterer med glæde en stor kreativitet og idérigdom i novellerne. De unge har mange grumme og dystre fremtidsvisioner omkring konsekvenserne af minedrift, faren for diktatoriske magtforhold, verdenskrige og kapitalistisk overherredømme, siger juryen efter voteringen, og tilføjer:

- Det er interessant, hvordan flere af novellerne forventer en fremtid med en mere veluddannet befolkning, der lever et luksusliv på bekostning af fangerfamiliens forfald – fangst og fiskeri er reduceret til en fritidsbeskæftigelse. Der er desuden en skelnen mellem en forbrugerstyret verden kontra de kulturelle værdier såsom familiesammenhold, indbyrdes hjælpsomhed og omsorg såvel som respekten for forfædrene og det åndelige liv i øvrigt, som de fremhæver som nødvendigt, hvis befolkningen skal udvikle sig som stærke mennesker.

Antologien udgives i juni 2015
Juryen bestod denne gang af forfatter Jessie Kleemann, lektor Birgit Kleist Pedersen, forfatter Hans Anthon Lynge samt tidligere vinder og bestyrelsesmedlem i forfatterforeningen Sørine Steenholdt.

Antologien, der forventes udgivet i juni 2015, vil også indeholde 10 ungdoms-illustrationer inden for temaet 2040, så den bliver et samlet ungdomslitteratur og kunstudtryk.

Desuden bliver antologien udgivet som e-bog og lydbog i samarbejde med KNR og 1-2 af novellerne dramatiseres i samarbejde med Grønlands Nationalteater.

Powered by Labrador CMS