Aleqa raser: Danmark påvirker valgkampen
Folketingsmedlem Aleqa Hammond (UP) raser over udskydelsen af samrådet om Camp Century-basen i Grønland. Hun mener, at Danmark maner debatten til jorden.
- Det er som om, at den danske regering prøver at have indflydelse i valgkampen i Inatsisartut. For som jeg ser det, forsøger den danske regering at sætte en stopper for debatten.
Samråd aflyst
Det siger folketingsmedlem Aleqa Hammond, løsgænger, til Sermitsiaq.AG, efter statsminister Lars Løkke Rasmussen har aflyst det åbne samråd i Folketingets Grønlandsudvalg med udenrigsministeren Anders Samuelsen.
- Hvis Camp Century bliver debatteret under valgkampen, kan Danmark ende med at blive udstillet. Men de vil jo ikke udstilles, derfor udskyder man samrådet, hvilket er utilgiveligt. Jeg mener helt klart, at samrådet skulle have fundet sted i morgen, fremhæver hun.
Aleqa Hammond påpeger, at hun ville have accepteret udskydelsen, hvis sagen havde en direkte indflydelse til Naalakkersuisut.
Prøver at fremstå som ‘de gode’
- Men Naalakkersuisut har ikke direkte indflydelse i sagen, for Danmark har ansvaret for Camp Century. Det er et rent dansk anliggende. Jeg ville have stillet kritiske spørgsmål under samrådet, derfor prøver den danske regering at undgå mine kritiske spørgsmål. Danmark prøver at fremstå som ‘de gode’ i sagen. Derfor vurderer jeg, at Danmark vil have indflydelse i valgkampen til Inatsisartut, fastslår hun.
- Beløbet til oprydningen af Camp Century er taget ud af den blå luft. Vi mangler klar indsigt i, hvordan man er kommet frem til det beløb, understreger Aleqa Hammond.
Læs også: Kommentator: Klogt at regeringen blander sig udenom det grønlandske valg