råstoffer

Aleqa: Ny rapport om uran er uafhængig

Naalakkersuisut-formand Aleqa Hammond afviser, at den nye rapport om uran er et grønlandsk partsindlæg, som udenrigsminister Villy Søvndal mener

Udenrigsminister Villy Søvndal holdt i mandags møde med formanden for Naalakkersuisut Aleqa Hammond. Det foregik i Hans Egedes Hus i Nuuk

- Det er nødvendigt at slå fast, at den uafhængige ekspertrapport vedrørende en eventuel ophævelse eller ændring af nultolerance-politikken over for udnyttelse af uran og andre radioaktive mineralske råstoffer, hvor Lett Advokatfirmaets notat indgår, er en uafhængig rapport til Inatsisartut, bestilt på Inatsisartuts efterårssamling 2012.

- Rapporten og Lett Advokatfirmaets notat kan derfor ikke anses for at være Grønlands partsindlæg i dialogen mellem Grønland og Danmark.

Sådan lyder det nu fra formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond, Siumut.

Den 12. september blev en såkaldt uafhængig ekspertrapport om en mulig ophævelse eller ændring af nultolerance-politikken over for udnyttelse af uran og andre radioaktive mineralske råstoffer offentliggjort.

Som en del af denne ekspertrapport indgik et notat om ’retlige forhold ved en ophævelse eller ændring af nultolerance-politikken over for udnyttelse af uran og andre radioaktive mineraler’, som Lett Advokatfirma har skrevet.

Notatet har efterfølgende været omtalt i grønlandske og danske medier, blandt andet har den danske udenrigsminister Villy Søvndal i et interview i Politiken i tirsdags kaldt rapporten for ’det grønlandske partsindlæg’ i den dialog, der er mellem Grønland og Danmark om de sikkerheds- og forsvarspolitiske aspekter, som der er ved en eventuel grønlandsk udnyttelse og eksport af uran.

Læs "Grønland og Danmark skal finde uranfæste"

Læs "Kuupik: Omvendt urandebat"

Udenrigsministeren: Bevar nultolerancen
Villy Søvndal støtter ikke en grønlandsk ophævelse af nultolerance-politikken over for uran som biprodukt i mineralsk udvinding.

Det kom frem i mandags, da han var på et lynvisit i Nuuk, hvor han primært var kommet for at mødes med Aleqa Hammond.

- Grønland og Danmark er i tæt dialog om de sikkerheds- og forsvarspolitiske aspekter af en eventuel fremtidig udvinding af uran. Vi har drøftet rammerne for samarbejdet, og vi er enige om at finde fælles løsninger i det tilfælde, at Landstinget (Inatsisartut, red.) tager en principbeslutning om at ophæve nultolerancen, sagde Villy Søvndal blandt andet.

Naalakkersuisut fremsætter som bekendt på den igangværende efterårssamling i Inatsisartut et forslag til en principbeslutning om at ophæve den omdiskuterede nultolerance-politik over for uran som biprodukt ved mineraludvinding.

Det sker henholdsvis den 8. og 24. oktober.

Da der er tale om en principbeslutning - og ikke et lovforslag - skal beslutningsforslaget ikke igennem en 3.-behandling.

Powered by Labrador CMS