Tro
Aleqa: Inuit-Jesus er et lys i mørket for mig
Aleqa Hammond forlod folkekirken som ung, men meldte sig for to år siden ind igen
For to år siden valgte Siumut-politikeren Aleqa Hammond at melde sig ind i Folkekirken igen, efter at hun forlod den som 20-årig.
Det fortæller hun til Kristeligt Dagblad, der har interviewet fire folketingsmedlemmer om deres syn på kristendommen.
Brug for en skulder
- I kirken mærker jeg, at der er nogen i det usete, der står ved min side og holder øje med, om jeg har brug for en skulder. Ellers ved jeg ikke, hvor jeg skulle få al den energi fra. Og jeg går altid gladere fra kirke, end da jeg kom. Det gør mig frigjort på en helt anden måde end at sove længe, siger hun til avisen.
Inuit-Jesus
Grønlandsk kristendom er noget særligt, mener Aleqa Hammond.
Som andre grønlændere identificerer hun sig med inuit-Jesus – en arktisk udgave af Jesus – der har det grønlandske folk kært.
En af vore
- Vi personificerer ham som en af vore egne og ikke som Jesus af Nazaret, selvom vi godt ved, han er derfra. Vi lever i et af de koldeste og barskeste områder i verden, og kristendommens input til vores hverdag har stor betydning for, at vi kan se lys i mørket og mærke varme i kulden. Inuit-Jesus er hos os, når fuglene er fløjet mod syd, og stormene kommer. Inuit-Jesus er et lys i mørket for mig, siger hun til Kristeligt Dagblad.
Læs også: En præst mere i Danmark