militæret i Arktis

Aleqa Hammond til møde med forsvarsministeren

Siumut vil gerne sætte sit præg på forhandlingerne om det kommende forsvarsforlig

På baggrund af analysen om Forsvarsministeriets fremtidige opgaveløsning i Arktis, har Aleqa Hammond fredag holdt møde med forsvarsminister, Peter Christensen (V).

Her drøftede de to politikere blandt andet behovet for opgradering af beredskabet, behovet for inddragelse af det grønlandske civilsamfund og manglende søkortopmålinger.

Plads til Grønland
Tidligere på ugen har Hammonds kollega Aaja Chemnitz Larsen (IA) gennemført et nært beslægtet møde.

Læs: IA drøfter ny Arktis-analyse med forsvarsminister

Aleqa Hammond er optimist, når det gælder den danske vilje til at inddrage Grønland mere i det politiske arbejde med at planlægge fremtidens forsvar.

- Jeg fornemmer en politisk vilje både i Danmark og Grønland for en udvidelse af samarbejdet om lokal inddragelse, involvering og uddannelse af grønlandske borgere i Forsvarets opgaveløsninger i Arktis, udtaler politikeren i en pressemeddelelse.

Minister vil have styrket Arktis
- Særligt forslaget om et frivillig beredskab, er noget vi fra Siumuts side har foreslået i en årrække. Rapportens anbefalinger er en styrkelse af den fremtidige sø- og redningstjeneste, hvor der eksempelvis vil blive investeret i Seahawk-helikoptere og en ekstra skibsplatform om sommeren, hvor der normalt er meget krydstogtstrafik. Det er noget som vi kvitterer for og bakker op om.

På mødet udtrykte forsvarsminister, Peter Christensen, sig positivt om styrkelsen af Forsvarets indsats i Arktis, og at det nu er op til forligskredsen, hvorvidt samtlige anbefalinger kommer igennem.

Læs: Aleqa Hammond (S) farer til Rusland

Under mødet udtrykte Aleqa Hammond ligeledes sin bekymring om udskydelsen af de 73 søkort, der som aftalt skulle havde været færdige i 2018.

- Jeg finder det også vigtigt at pointere, at de lovede søkortopmålingerne, som ligger uden for analysen, ikke glemmes. Udflytningen af Geodatastyrelsen til Aalborg har resulteret i at samtlige medarbejdere har sagt deres job op. Det er ikke på sin plads at sætte dansk indenrigspolitik over hensynet til indgåede aftaler med Grønland. Jeg har af flere omgange pointeret over for Regeringen, at de må tage ansvaret på sig og finde en holdbar løsning, så aftalen overholdes.

Læs: Siumut-sekretær overvejer at lægge sag an mod Aleqa Hammond

Powered by Labrador CMS