Bliver aldrig træt af at fortælle historien

- Jeg elsker at fortælle min skæbnehistorie, siger 77-årige Helene Thiesen, da Sermitsiaq.AG besøger hende i parcelhuset i udkanten af Vordingborg.

Minderne fra Grønland og de mange minder fra mange års kamp for en undskyldning for det, der skete for 70 år siden, er synlige overalt både på vægge og i reoler.

De synlige minder er dog det mindste af det. De usynlige minder i Helene Thiesens hukommelse er en hel skattekiste af erindringer. Mange sørgelige og meget hjerteskærende, men heldigvis også nogle, som kan bringe smilet frem.

Helene Thiesen har en fotografisk hukommelse. Måske er det noget med, at når oplevelserne bliver rigtig store, så husker man det bedre, og bærer på det altid. For Helene Thiesen blev mødet med socialrådgiver, radiovært og forfatter Tine Bryld det store vendepunkt.

Historien om eksperimentbørnene

Helene Thiesen og de andre børns historie om rejsen til Danmark i 1951 er på grund af Tine Brylds bog 'I den bedste mening' fra 1998, filmen 'Eksperimentet' fra 2010 og ikke mindst fra Helene Thiesens egen bog 'For flid og god opførsel' fra 2011 blevet en historie, som rigtig mange har kendskab til.

Helene Thiesen er en fantastisk fortæller. Historien er blevet fortalt mange gange. Helene Thiesen har holdt foredrag om sin skæbnehistorie. Har givet et utal af interviews til store og små medier. Selv om Helene Thiesen er en meget trænet fortæller, kommer der alligevel tårer i øjnene, når der bliver rippet op i de gamle historier.

- Jeg er meget taknemmelig for, at Tine Bryld med sit arbejde fandt ud af, hvordan det hele hang sammen, og hvorfor vi absolut skulle sendes til Danmark. Det var ikke noget, som jeg var klar over. Fra begyndelsen var det meningen, at det skulle være intelligente børn, som man sendte afsted. Det gav mening for mig. Godt nok var min far død i begyndelsen af 1951, men vi var stadig en velfungerende familie. Vi var tre søskende. Jeg var den mellemste og den eneste, der kom til Danmark. Helene Thiesen er født Kristoffersen.

- Vi var i Danmark i halvandet år. Byggeriet af børnehjemmet, hvor vi skulle bo, når vi kom hjem, var blevet forsinket. Det viste vi ikke noget om. Vi vidst heller ikke, at vi skulle på et børnehjem. Da vi påbegyndte hjemrejsen opdagede vi hurtigt, at nogle af os manglede. I sidste øjeblik var seks af os børn blevet bortadopteret. Vi kendte jo hinanden fra rejsen til Danmark og fra de første måneder, hvor vi var sammen på Red Barnets feriekoloni Fedgården.

Helene Thiesen er helt klar over, at livet har været sværest for de bortadopterede. Nogle af dem kom aldrig hjem.

-Vi andre kom dog hjem til Grønland. Selv om vi havde glemt vores sprog, og selv om vi boede på børnehjemmet, var vi, der var fra Nuuk, dog i nærheden af vores familie. Flere andre kom aldrig hjem. Materielt manglede vi ikke noget på børnehjemmet.

- De forkælede børnehjemsbørn var der flere i Nuuk, der kaldte os. Vi var altid så fine.

Den store interesse og et foreløbigt punktum

Helene Thiesens samling af udklip fra aviser og blade er stor. Danske aviser og blade har været på banen mange gange. Det har udenlandske aviser også. Radio- og tv-stationer naturligvis også. BBC med 800.00 lyttere og et tysk naturmagasin med 400.000 læsere for blot at nævne et par eksempler. Da Sermitsiaq.AG var på besøg, skulle DR2 komme umiddelbart efter, og i juni får Helene Thiesen besøg af et fransk tv-hold.

For Helene Thiesen og de andre eksperimentbørn var det en stor dag, da Statsminister Mette Frederiksen i begyndelsen af december sidste år sendte en bil med et brev med en undskyldning for det, der måske nok var gjort i den bedste mening, men som var et voldsomt overgreb.

- Jeg er sikker på, at vi også får et beløb i erstatning. Brevet, selv om det betyder meget, gør det ikke alene, slår Helene Thiesen fast.

16 af de 22 børn, som i 1951 blev sendt ud på den lange rejse, som for altid forandrede deres liv, lever ikke længere.

Ny bog på vej

Helene Thiesen skriver på en ny bog. Den skal handle om tiden på Efterskolen og på Kostskolen i Nuuk.

- Jeg morer mig meget, når jeg skriver på den bog. Der er så mange dejlige historier, som jeg husker, og som jeg håber også vil interessere i en bredere kreds.

- Det er helt modsat alle de tårer, som jeg fældede, da jeg skrev 'For flid og god opførsel', slutter hun.

Helene Thiesen arbejder desværre under tidspres. En snigende og uhelbredelig øjensygdom bevirker, at synet bliver dårligere og dårligere.