Album udgivet til minde om Piitannguaq Møller

Sange skrevet og sunget af Piitannguaq Møller, der omkom i tsunamien i Nuugaatsiaq i 2017, udgives nu på iTunes af hans familie. Vi opfylder hans drøm, fortæller faderen.

Drømmen om at udgive et album med sine egne sange tog han med sig i døden, da han omkom i tsunamien i Nuugaatsiaq, tæt på Uummannaq den 17. juni 2017.

Nu udgiver Piitannguaq Møllers familie 12 af hans sange på iTunes.

- Vi gør det her for at gøre vores søn Piitannguaqs drøm til virkelighed. Han har så mange sange og digte, og hans drøm var at udgive et album en dag. Den drøm tog døden fra ham. Nu har vi givet ham den igen, siger Ole Møller, far til Piitannguaq til Sermitsiaq.AG.

Piitannguaq Møller, hans kæreste og deres lille barn nåede aldrig ud af deres hus, før flodbølgen med bølger op mod ti meter ramte og opslugte deres hjem. Den lille familie og en anden ældre mand blev aldrig fundet.

Tung byrde af skuldrene

Piitannguaq Møller var en kendt musiker. Hans familie fortæller, at han havde planer om at udgive nye sange. Men sangteksterne blev også opslugt af flodbølgen. Familien, især den ene yngre søster af Piitannguaq, har igennem en længere periode kæmpet for at udgive sangene.

Albummet ”Piitannguaq Møller – Eqqaaniarlugu” (Til minde om, red.) blev udgivet den 10. december.

- Som forældre er vi meget stolte. Det er en kæmpe lettelse, at vi nu kan sige, at vi har virkeliggjort vores søns største ønske. Nu bliver jeg helt rørt, siger hans far, Ole Møller.

Ole Møller håber, at sangene skal glæde lytterne, som kan findes på musiktjenesten iTunes.

- Jeg ved, at det ville glæde min søn rigtig meget, hvis hans sange kunne nydes, siger han.

Powered by Labrador CMS