Aki-Matilda: Naturligt at Siumut sidder på formandsposten
Aki-Matilda Høegh-Dam mener, at det er naturligt, at hun sidder som formand for Grønlandsudvalget de første to år af valgperioden, da hun ikke har lagt skjul på, at hun støtter Socialdemokraterne.
Efter længere tids forhandlinger er Siumut og Socialdemokraterne nået frem til, at den unge Siumut-politiker Aki-Matilda Høegh-Dam skal være formand for Grønlandsudvalget de første to år af valgperioden.
Aaja Chemnitz Larsen bliver formand for den samme post de sidste to år, hvilket hun ikke er tilfreds med.
Aki-Matilda Høegh-Dam sidder uforstående over kritikken.
- Jeg forstår ikke, hvorfor hun skulle være skuffet over fordelingen. Vi fik både formandsstolen og næstformandsstolen under forhandlingerne, så det er da meget godt da det giver en større indflydelse i den politiske arbejde, lyder det fra Aki-Matilda Høegh-Dam.
Siumut-politikeren understreger dog, at hun selv har forhandlet sig frem til at de to grønlandske mandater skal deles om formandsposten, så de begge får to år på posten.
Deles i to perioder
Hun indrømmer overfor Sermitsiaq.AG, at snakken om posten startede længe før valget, men de reelle forhandlinger startede først efter valget.
- Selvfølgelig snakker man sammen om nogle ting før valget, for eksempel at måske kan blive formand i udvalget, hvis Socialdemokratarne vinder valget. Men intet var forudbestemt, det er først ved den seneste forhandling at vi nåede frem til, at jeg skal være formand for Grønlandsudvalget, siger Aki-Matilda Høegh-Dam.
Hun fastholder at delingen af formandsperioden vil være til gavn for Grønland, og at det vil give gode resultater til begge grønlandske mandater, uagtet hvem der bliver formand først.