Gå til hovedindhold

Aki-Matilda: Klimaindsatsen skal favne forskellighed

Indsatsen for at bremse klimaet skal tage højde for de lokale forhold, mener Siumuts folketingsmedlem

Hele dagen stod i klimaets tegn, da de nordiske socialdemokratier mødtes til topmøde ved statsministerens embedsbolig, Marienborg. Det er første gang, at samarbejdsorganisationen SAMAK kun har et enkelt emne på dagsordenen.

Endnu et klart tegn på, hvor højt klimaspørgsmålet er kommet op på den politiske dagsorden - ikke mindst takket være unge klimaaktivisters indsats.

På mødet blev det tydeligt, at den særlige socialdemokratiske tilgang til klimaspørgsmålet er, at det ikke må gå ud over velfærden. Et synspunkt, som også Siumuts folketingsmedlem, Aki-Matilda Høegh-Dam deler.

- Vi ved, at vi også i Grønland er nødt til at gøre noget for at bremse klimaforandringerne, men det må ikke gå ud over den almindelige befolkning, især ikke dem med lavere indkomster, sagde hun.

Aki-Matilda Høegh-Dam deltog i en samtale med Aksel V. Johannesen, leder af Javnaðarflokkurin på Færøerne, Guðrún Ágústa Guðmundsdóttir, generalsekretær i den islandske fagbevægelse, Philip Botström, leder af den Socialdemokratiske Ungdom i Sverige, Astrid Hoem, næstformand for den Socialdemokratiske Ungdom i Norge, Frederik Vad Nielsen, leder i DSU Danmark.

Især Frederik Vad Nielsen insisterede gang på gang på, at klimaproblemerne kræver handling nu, samt at det både kræver fælles politiske beslutninger og muligheden for at den enkelte kan handle.

Aki-Matilda Høegh-Dam sammen med statsminister Mette Frederiksen, tidl. norsk statsminister Gro Harlem Brundtland og Sveriges statsminister Stefan Löfven
Suinni Johansen / Siumut

Aki-Matilda Høegh-Dam er enig.

- Vi skal ikke skamme folk ud, men vi skal skabe incitament til, at den enkelte kan handle mere klimavenligt.

I debatten i Europa fylder det en del, at folk bør spise mindre kød. For Siumuts folketingsmedlem er det et klart eksempel på, at man ikke kan bruge de samme virkemidler over det hele.

- Når vi spiser grøntsager i Grønland, så skal de transpores adskillige tusinde kilometer. Det er næppe mere klimavenligt, end hvis man selv skyder en sæl og spiser den, sagde hun.

- Vi må favne forskelligheden i klimaindsatsen.

Grønland er ikke tiltrådt Parisaftalen om at bremse udledningen af klimagasser.

- Det betyder ikke, at vi ikke vil gøre noget. Men det er svært for en lille befolkning, der bor så spredt at leve op til kravene i Parisaftalen og samtidig sikre velfærden for befolkningen.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER