Aka Høegh udstiller i Nordatlantisk Hus i Odense

Kiinarpap tunuani / Bag masken hedder udstillingen og omfatter et rigt udvalg afAka Høeghs mange forskelligartede værker.

Aka Høegh udstiller i Nordatlantisk Hus i Odense. - Foto: Knud Fl. Larsen
Aka Høegh udstiller i Nordatlantisk Hus i Odense. - Foto: Knud Fl. Larsen
Aka Høegh udstiller i Nordatlantisk Hus i Odense. - Foto: Knud Fl. Larsen
Aka Høegh udstiller i Nordatlantisk Hus i Odense. - Foto: Knud Fl. Larsen
Aka Høegh udstiller i Nordatlantisk Hus i Odense. - Foto: Knud Fl. Larsen
Aka Høegh udstiller i Nordatlantisk Hus i Odense. - Foto: Knud Fl. Larsen
Aka Høegh udstiller i Nordatlantisk Hus i Odense. - Foto: Knud Fl. Larsen
Offentliggjort

Der er fernisering og reception torsdag 30. marts. I dagene inden er der stor travlhed i Nordatlantisk Hus med at få den store udstillings mange værker til at tage sig så godt ud, som overhovedet muligt.

Der er ikke noget, der bliver overladt til tilfældighederne. Aka Høegh leder med sikker hånd, hvor og hvordan det hele skal placeres. Igennem årene har Aka Høegh udstillet et utal af steder, så rutinen er stor. Med i Odense er også Aka Høeghs mand, Ivars Silis, som netop nu er bogaktuel med den meget roste bog Slædespor - fra mit livs eventyr.

Aka Høegh er helt sin egen, og som en af Grønlands største kunstnere er nærmere præsentation ikke nødvendig. Vi kender hende, og har kendt hende i mange år.

Kiinarpap tunuani / Bag masken

Aka Høegh tager udgangspunkt i Grønlands natur, og ikke mindst finder hun
inspiration i de gamle grønlandske myter og sagn. Myter og sagn som så sandelig også griber ind i nutiden, og siger det moderne menneske en hel del, hvis man ser og hører efter. At undersøge, hvad der ligger bag det hele og bag det umiddelbare er netop titlen på udstillingen Kiinarpap tunuani / Bag masken.

Aka Høegh arbejder i mange forskellige materialer og bruger mange udtryksformer. Store udsmykningsarbejder er det også blevet til. Senest blandt andet på Rigshospitalet i København og Anstalten for Domfældte i Nuuk. Bogillustrationer er det også blevet til. På udstillingen i Nordatlantisk Hus er der en del illustrationer fra Prins Henriks bog ”Blå mærker i sjælen”.

Aka Høegh har i kraft af sine mange udstillinger og meget store berøringsflader om nogen været med til at få Grønland, og ikke mindst grønlandsk kunst kendt ude i den store verden.

Noget der ånder

Som udstillingsansvarlig for Nordatlantens Brygge i København Mai Misfeldt, skriver i udstillingskataloget: ”Der er altid noget, der ånder i Aka Høeghs værker”.

Dyrene er tilbagevendende motiver i det univers, som Aka Høegh skaber. Med på udstillingen er der også en del værker fremstillet af naturens materialer. Drivtømmer kommet fra de sibirske skove. Ben og knogler fra dyr, som i den grad får en historie at fortælle, når Aka Høegh har arbejdet med dem.

Udstillingen er en del af fejringen i forbindelse med Det grønlandske Hus i Odenses 50-års jubilæum og Nordatlantisk Hus’ 10-års jubilæum. De to jubilæer markeres gennem hele 2023 med udstillinger og kulturoplevelser.

En stor glæde at være med her

Aka Høegh er meget glad for, at hun har fået mulighed for at lave udstillingen i Nordatlantisk Hus i Odense.

- Det er så dejligt at lave en sådan udstilling. Siden jeg for mange år siden var ganske ung, har jeg været glad og stolt over, at jeg den gang kom til at kende de grønlandske huse. Den dag i dag betyder husene meget for unge mennesker, ligesom de betød meget for mig i sin tid. For eksempel blev der knyttet venskaber, som har varet hele livet.

Udstillingen kan ses til og med 30. august.

Powered by Labrador CMS