pilluarit

Aka Høegh fylder 70 år

Selvom fødselsattesten siger 1947, så har landets nok største nulevende kunstner ingen planer om at lægge pensel og værktøj på hylden. AG tegner et portræt i anledning af den runde dag.

På lørdag runder Aka Høegh de 70 år. Men selvom hun således forlængst har passeret pensionsalderen, så driver kunsten hende stadig videre.

- Jeg er aldrig tilfreds. Men det kan være, at jeg engang laver noget godt. Forhåbentligt sker det, inden jeg fylder 90, siger hun til AG.

I portrættet beskriver Aka Høegh, hvordan hendes kunst opstår i et samarbejde mellem hendes indre jeg og det materiale, hun arbejder i, samt den kraft, som hun oplever i naturen. Når hun for eksempel skal skabe en skulptur ud af en sten, så kaster hun den først ned i jorden, så den går i stykker. Så kan hun bedre se, hvad det er, der gerne »vil ud« af stenen.

- Min kunst bliver til helt naturligt – ligesom vores forfædre og deres qajakker. Vi ville aldrig have overlevet, hvis ikke qajakkerne var blevet til – og man pyntede dem med dyr og amuletter. Man rejste med kunsten efter fangstdyrene. Det har jeg altid syntes var fantastisk, siger hun.

Allerede da hun var en lille pige opmuntrede forældrene Aka Høeghs kreativitet. Store grønlandske kunstnere som Jens Rosing og Hans Lynge besøgte hjemmet, og de genkendte pigens talent. Jens Rosing sørgede for at sende Aka blyanter og papir, så hun ville blive ved at med udfolde sin kunst.

Trods det åbenlyse talent allerede som barn, så ville Grønlandsministeriet ikke støtte en uddannelse på Kunstakademiet.

- Jeg fik afslag, fordi kunstner var ikke nogen ordentlig uddannelse.

Hun startede som sygeplejerske, men afbrød hurtigt igen, da det slet ikke lå til hende.

Vil man læse hele historien om Aka Høgh som kunstner og de tanker om sin kunst, så bringer AG adskillige sider om hende. Her bidrager en stribe personligheder og familiemedlemmer deres med deres vurdering af af kunstnerens betydning ligesom, der vises en stribe eksempler fra Aka Høeghs omfattende værk. Man behøves blot at klikke på linket nedenfor.

Powered by Labrador CMS