Air Iceland øjner mulighed

Det islandske flyselskab vil overveje flere grønlandske afgange, hvis strejken hos Air Greenland trækker ud.

Det er begrænset, hvor meget Air Iceland umiddelbart kan vinde på, at Air Greenlands fly bliver stående på jorden fra torsdag morgen.

– Vores muligheder lige nu er ret begrænsede. Det er højsæson, og vi har alle vores fly på vingerne, siger administrerende direktør i Air Iceland, Arní Gunnarsson til sermitsiaq.gl.

Direktøren vil dog ikke afvise, at flystrejken hos kabinepersonalet i Air Greenland kan medføre flere afgange fra Air Iceland

– Hvis strejken trækker ud, tror jeg, vi vil prøve at organisere flere afgange. Men det vil være en udfordring at skulle øge kapaciteten, både hvad angår maskiner og personel, siger Arní Gunnarsson.

Air Iceland har denne sommer ugentlige afgange fra fem destinationer i Grønland. Fra Nuuk er der fire afgange om ugen, fra Ilulissat, Narsarsuaq og og Konstabel Pynt er to ugentlige afgange, mens der i Kulusuk på østkysten er tre daglige afgange.

Ifølge selskabets direktør er der god belægning på afgangene, især fra Ilulissat og Nuuk.

Powered by Labrador CMS