Air Greenland udvider Iqaluit-flyvninger

Det nationale flyselskab udvider selskabets ruteplan til Iqaluit med fem uger. Nogle billetter bliver tilmed billigere

Flyvningerne til Iqaluit gennemføres med et Dash 8-fly fra Air Greenland, der har plads til op til 34 passagerer. Flyvetiden er én time og 45 minutter. Billedet blev taget, da Sermitsiaq.AG var med på jomfruturen til Iqaluit i juni 2012. Foto: Søren Duran Duus

Sidste år åbnede Air Greenland en direkte flyforbindelse mellem Nuuk og Iqaluit i Nunavut, Canada.

Sæsonen varede fra 15. juni til 3. september med to ugentlige afgange med et Dash-8-fly.

Ruten var tiltænkt forretningsrejsende, men ruten blev også brugt af overraskende mange turister.

Netop derfor har Air Greenland vurderet, at der er et marked for at udvide ruten.

- Vi har vurderet, at der er et marked for at forlænge ruten med fem uger, fortæller kommunikationsmedarbejder hos Air Greenland, Pia Christensen Bang.

I år vil ruten således være åben i 16 uger mod elleve uger sidste år.

Læs "Canada-rute kom godt fra start"

Læs "Nunavut-rute skal hjælpe råstofbranchen"

Lavere priser
- Ruten åbner den 10. juni og kører indtil den 30. september, og Air Greenland vil ligesom sidste år tilbyde to ugentlige afgange, på mandage og fredage, forklarer Pia Christensen Bang, der tilføjer, at billetprisen bliver lavere i forhold til sidste år.

- Der er dog tale om et begrænset antal billetter til den pris, men indtil videre findes de på næsten alle flyvningerne, og prisen er faktisk væsentlig lavere end sidste år, pointerer hun over for Sermitsiaq.AG.

Powered by Labrador CMS