Air Greenland ser på regler om billetrefusion

Selvstyret har indgået aftale med Air Grenland om flere atlantflyvninger fra d. 1. juni. Og så vil flyselskabet undersøge mulighed for refusion af lavprisbilletter.

Offentliggjort

Rettet 09.05 med løbetid for aftalen.

Naalakkersuisut har indgået en aftale med Air Greenland om, at der fra 1. juni 2020 vil bliver gennemført tre ugentlige atlantflyvninger mellem Kastrup lufthavn og Kangerlussuaq, i modsætning til de to, der foretages i øjeblikkent.

I forbindelse med indgåelse af aftalen har Selvstyret benyttet lejligheden til at tale med Air Greenland om den usikkerhed og frustration, som mange borgere i øjeblikke oplever i forhold til allerede købte restriktive billetter, oplyser de i en pressemeddelelse.

Naalakkersuisoq for Boliger og Infrastruktur Karl Frederik Danielsen udtaler:

- Betingelser for de forskellige billettyper er et kommercielt forhold, som udelukkende ligger hos Air Greenland. Air Greenland følger de love og retningslinjer, som gælder for området.

Vil ikke lovgive om refusion

Karl Frederik Danielsen, har tidligere udtalt, at Naalakkersuisut ikke vil gå ind med lovgivning og pålægge Air Greenland, at refundere billetter i forbindelse med aflysninger på grund af coronasituationen.

Men nu er der altså dialog mellem selvstyre og flyselskab, lyder det.

- Forholdene omkring mulighed for refusion af restriktive atlantbilletter, er noget, som i øjeblikket er aktuelt for mange borgere på grund af den meget usædvanlige situation med COVID-19, derfor er det naturligt, at det er et spørgsmål, vi har talt om, siger Karl Frederik Danielsen.

- Både jeg og Air Greenland har fuld forståelse for, at mange borgere føler sig usikre på situationen ude i verdenen.

Naalakkersuisoq oplyser, at Air Greenland ser på muligheder for at komme de borgere i møde, som har købt restriktive atlantbilletter og som enten ikke har mulighed for at rejse eller ikke ønsker at rejse på nuværende tidspunkt.

Økonomisk håndsrækning

Air Greenland har oplyst, at ændringerne for de restriktive atlantbilletter vil kunne ske fra den 22. maj kl. 8.00. Ændringen kan ikke ske tidligere af systemmæssige forhold, lyder det fra selskabet.

- Den aftale, som vi har indgået med Air Greenland (om flere flyvninger red.), vil også være med til at afbøde de økonomiske konsekvenser, som det vil have for Air Greenland at ændre på betingelserne for nogle billettyper.

Aftalen om tre ugentlige atlantflyvninger træder i kraft den 1. juni 2020 og løber foreløbigt til den udgangen af august 2020. Aftalen kan derefter forlænges.

Powered by Labrador CMS