Air Greenland mister direktør

Maliina Abelsen, der i godt tre år har haft titel af kommerciel direktør i Air Greenland, har valgt at stoppe i flyselskabet.

Maliina Abelsen fik godt tre år i Air Greenland som CCO

Maliina Abelsen oplyser via sin Facebook-profil, at det var en svær beslutning.

- Jeg har altid givet meget af mig selv i mine jobs, fordi jeg holder af at arbejde, men nu har jeg truffet et aktivt valg om at stoppe og reflektere over, hvad fremtiden nu skal bringe. Lige nu har jeg brug for mere fleksibilitet og tid i min hverdag, skriver Maliina Abelsen og tilføjer, at hun føler sig modig, spændt og nervøs samtidig.

Yoga, venner og familie

Nu vil hun fokusere på bestyrelsesarbejdet i Visit Greenland, hvor hun sidder som formand, sin familie, venner og yogaen, inden hun vil kaste sig over noget nyt. Hun takker samtidig sine medarbejdere og kollegaer samt chef for tiden i Air Greenland.

Før hun blev ansat i Air Greenland havde hun med stor succes været ansvarlig for afviklingen af Artic Winter Games, da det blev holdt i Grønland tilbage i 2016.

Adskillige titler

Hun har haft adskillige titler i sin jobmæssige karriere, hvilket vidner om, at hun ikke er bange for at kaste sig ud i nye udfordringer.

Ifølge “Den store Danske” fra Gyldendal er Maliina Abelsen uddannet cand.scient.soc. fra Københavns Universitet og har endvidere en mastergrad i politik og socialvidenskab fra Australien. 2004-06 var hun ansat ved Menneskerettighedskommissariatet (OHCHR) i Genève. Herefter var hun 2006-08 fuldmægtig i Udenrigsdirektoratet, Grønlands Hjemmestyre. 2008-09 var hun afdelingskoordinator ved Videnscenter for Børn og Unge (MIPI).

Ved valget i 2009 blev Maliina Abelsen medlem af Inatsisartut for partiet Inuit Ataqatigiit og medlem af Naalakkersuisut som Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender. Efter en ministerrokade blev hun Naalakkersuisoq for Finanser i perioden 2011-13.

Fratrædelsesdato

Den 42-årige Maliina Abelsen fratræder med virkning fra den 15. november.

Powered by Labrador CMS