Torrak

Air Greenland genvandt amerikansk kontrakt

Air Greenland har fået forlænget sin kontrakt med amerikanerne om at servicere Thule Air Base

Air Greenlands administrerende direktør Michael Højgaard glæder sig over, at amerikanerne igen har valgt Air Greenland til at servicere dem fra Thule Air Base.

Air Greenland har netop fået besked om, at det har genvundet licitationen om servicering af Thule Air Base for de næste fem år.

- Vi har haft kontrakten med US Air Force de sidste 9½ år, og at amerikanerne har valgt os igen i konkurrence med andre selskaber vidner naturligvis om, at de har været tilfredse med vores service. Et af parametrene, der indgår i bedømmelsen er netop, hvordan man har udført opgaven tidligere og her har vi opnået topkarakterer, hvilket er en stor cadeau til det dygtige og professionelle personale, der har været involveret i disse flyvninger. Kravene i kontrakten udvikler sig hele tiden, og denne gang har vi blandt andet skulle leve op til skærpede krav til it-sikkerhed, som skal være på et meget højt niveau, oplyser Air Greenlands administrerende direktør Michael Højgaard.

Kontrakten med US Air Force indebærer flyvninger med Air Greenlands Airbus 330 mellem Thule Air Base og København hver fjerde uge, og derudover flyvning hver anden uge med en DASH 8 mellem basen og Kangerlussuaq. Dertil kommer et vist antal billetter på andre flyvninger samt en mængde fragt mellem København og Kangerlussuaq.

Den nye kontrakt gælder til og med 30. september 2018.

Powered by Labrador CMS